Normalt er chai bestemt ikke min kop te (om man så må sige) men denne sirup af alverdens varme krydderier emmer af jul og hygge. Det er en god måde at få brugt julekrydderierne på, så de ikke skal ligge gemt og glemt til næste år, hvor de kun smager af det halve. Hos os kommer vi en skefuld sirup i en kop almindelig sort te (nogle kommer også mælk i, andre gør ikke) men siruppen er også ret fantastisk på pandekager eller is.

Det er en taknemmelig opskrift hvor du kan eksperimentere med krydderierne. Har du ikke lige allehånde så udlad dem, har du lys muscovadosukker til overs fra disse vidunderlige ingefærsmåkager så brug det i stedet. Og vil du gerne have et ekstra kick i chai’en så kom en tsk stødt ingefær i siruppen, når den er ved at være færdig.

Ca. 2 dl

 

Du skal bruge
20 grønne kardemommekapsler
3 hele stjerneanis
3 hele kanelstænger på hver ca 10 cm
10 hele allehånde
10 sorte peberkorn
1 tsk hele nelliker
3 dl vand
3 dl mørk sukker (muscovado, brun farin eller en blanding)
1 vaniljestang (evt. en tom stang hvor kornene er brugt)
½ dl sort te

Sådan gør du
Stød kardemommekapsler, stjerneanis, kanel, allehånde og peberkorn en lille smule i en morter (eller mas blot kardemomme, allehånde og peber med en bred kniv). De skal ikke smuldre, blot lige flækkes let, så smagen kan slippe ud. Kom krydderierne i en lille gryde sammen med nelliker og rist dem et par minutter ved jævn varme under omrøring. Pas på de ikke bliver for mørke og brændte – så bliver de bitre. Kom vand ned til krydderierne og dernæst sukker, vaniljestang og sort te.

Lad siruppen simre stille til den tykner en smule, måske 15-20 minutter. Tag gryden af varmen og lad den køle af et par minutter. Si siruppen og hæld den på glas. Den kan holde sig mange måneder men det gør den ikke ;).