Efter at have spist stuvet spidskål til vores krebinetter nogle gange, fik jeg lyst til at udvide lidt med de klassiske gulerødder og ærter. Hvis man kun kender stuvede grøntsager fra mormors løsfrosne grøntsagsblanding, så skal man unde sig at prøve med friske gulerødder – det er en heeelt anden liga. Ærterne er vidunderlige når de er friske men frosne virker også (som den eneste grøntsag) fint.

 

4 personer

 

Du skal bruge
½ spidskål
150 g gulerødder
4 spsk smør
4 spsk mel
4-5 dl sødmælk
Salt, peber
150 g bælgede ærter (frosne kan bruges)

Sådan gør du
Skær stokken fra spidskålen og skær kålen i tynde strimler, 5-6 mm brede. Flæk store gulerødder men lad mindre være hele. Skær dem alle i skrå skiver på 4-5 mm.

Det nemmeste er at tælle minutter når du skal blanchere grøntsagerne:

Sæt en gryde med vand over og salt vandet godt. Kom spidskålen i og kog den 2 minutter. Kom gulerødderne og kog 2 minutter mere. Kom til sidst ærterne i og kog 2 minutter mere. Hæld grøntsagerne i en sigte men saml kogevandet op i en skål under sigten.

Lav en klassisk lys opbagning af smør og mel ved at smelte smørret og tilsætte melet. Spæd op med ca. 1 dl af kogevandet fra grøntsagerne og pisk til opbagningen er klumpfri. Tilsæt mælken lidt efter lidt, og lad sovsen koge under omrøring / piskning ca. 10 minutter. Smag den til med salt og peber. Kom grøntsagerne i og vend det hele godt sammen. Fortynd evt. stuvningen med mere kogevand eller mælk hvis den skal være tyndere. Smag til igen og servér rygende varm til krebinetter eller frikadeller i stedet for traditionel brun sovs.

Tips & Tricks
Når asparges sæsonen begynder så skifter vi nogle af grøntsagerne ud med grønne asparges: Tynde asparges halveres blot mens tykke asparges skæres i meget skrå skiver. Kogetiden afhænger af tykkelsen så det kan være du skal koge dem for sig. De smager pragtfuldt i stuvning og bringer forår ind i en ægte mormor-ret.