Denne ret med bøf udviklede jeg for mange år siden, længe før nogen kunne stave til low-carb mad. Jeg havde til opgave at varte en kursusleder op hen over en weekend – Gorge Castro hed han. Han var nok 55 år, ca. 160 cm høj, vejede 20 kilo for meget og havde den mest sydamerikanske accent man kan forestille sig. Men han kunne noget omkring kærlighed og inden weekenden var omme, havde adskillige kvindfolk haft stjerner i øjnene når de snakkede med ham – inklusiv mig … :). Jeg mødte ham ikke igen, men har lavet Castros bøf mange gange siden!
Når du lynsteger handler alt om timing; grøntsagerne skal have nok, men ikke for meget. Kødet ligeså. Forbered dig ved at skære alt ud for du begynder at stege og hav sovser og krydring parat. Og så brug dine sanser; se, lyt, mærk og smag dig frem til, hvornår grøntsagerne er tilberedt men stadig al dente.
4 personer
Du skal bruge
5-600 g friske grøntsager: Broccoli, løg, gulerødder, peberfrugt, minimajs eller andre grøntsager der er velegnede til lynstegning
3 spsk teriyakisovs (japansk soya)
2 spsk ketjap manis (sød, tyk soya)
1 spsk smør
4 gode bøffer – jeg foretrækker ribeye
Salt, peber
Lidt olie til stegning
Sådan gør du
Gør grøntsagerne i stand og skær dem ud i passende stykker: Broccoli skæres i små buketter mens stokken skrælles og skæres i tynde skiver eller stave. Gulerødder og peberfrugt i strimler, minimajs i halve og løg i tynde både.
Varm et par spsk olivenolie op i en stor pande – der skal fuld skral på. Når olien er godt varm, kommes grøntsagerne på: Først broccoli og efter et minuts tid resten af grøntsagerne. Lad dem lynstege i 2-3 minutter og hæld derefter teriyaki og ketjap manis på. Vend grøntsagerne godt rundt og giv dem yderligere et minut eller to – ikke mere. Grøntsagerne skal være tilberedt men ikke bløde. De steger lidt videre efter du har taget dem af varmen. Hæld grøntsagerne i en skål og dæk den til med stanniol, så de holder sig varme.
Sæt panden tilbage på blusset. Hvis den er meget nasset af soya, kan du tørre den lidt af med et stykke køkkenrulle, men lad lidt sidde tilbage på panden, for det giver god smag til bøfferne. Kom lidt olie i panden og når olien er godt varm, kommes en klat smør i. Olien sørger for at du kan stege dine bøffer ved høj varme, uden at det branker – smørret giver en god stegesmag. Krydr bøfferne med salt og peber og smæk dem på panden – evt. 2 ad gangen. Steg dem medium ved god varme – rib eyes skal være medium – ikke gennemstegte.
Tag bøfferne af panden og læg dem på et stort fad. Bred grøntsagerne ud over bøfferne og servér.