Disse sprøde, lækre panerede lammekoteletter er inspireret af Nigella Lawson: Det er kød på slikkepind – og et treat af de bedre. Hvis man tror at det er synd at panere det dyreste kød fra et lam – så prøv lige opskriften her …

 

3-4 personer, alt efter koteletstørrelse

 

Du skal bruge
8 lammekoteletter – de skal være små
1 fed hvidløg
1 håndfuld revet parmesan (25-30 gram)
1 håndfuld god rasp – gerne panko eller anden grov rasp
Ca. 1. dl hvedemel
1 æg

DESUDEN
2-3 dl olivenolie
salt
1 citron

Sådan gør du
Trim lammekotelettene fri for fedt (så godt som du nu kan, uden at koteletten falder fra hinanden). Rens også koteletbenet fri for kød og fedt – det fungerer som “slikkepinden”. Læg hver kotelet mellem 2 stykker plast (fryseposer kan gøre det) og bank dem forsigtigt flade til ca. dobbelt størrelse. Jeg bruger enden af min kagerulle, men enhver flad dims med lidt gods i virker. Gnid hver kotelet med hvidløg på begge sider.

Pisk ægget sammen i en dyb tallerken. Kom mel i en anden og bland rasp og revet parmesan i en 3. tallerken. Varm olien op i en pande – det skal stå 1-1½ cm op ad pandens sider.

Vend lammekoteletterne først i mel, så i æg, og til sidst i rasp-oste blandingen. Sørg for at de er godt pakket ind i henholdsvis mel, æg og rasp, men hold “pinden” ren. Steg koteletterne i olien ved medium varme et par minutter på hver side, til de er gyldne. Drysses med salt og serveres med citronbåde.