Denne pastaret uden kød får sin karakter fra auberginerne og chilien. Sørg for at steg auberginerne godt mørke, så de karamelliserer let udenpå, mens de er bløde og saftige indeni. Og – acceptér samtidig den mængde olie der skal til, når man arbejder med denne dejlige grøntsag. Auberginer stegt i for lidt olie kommer til at minde lidt om kød, der er sejt og læderet – ikke spændende.
4 personer
Du skal bruge
2 auberginer
4-5 spsk olivenolie
2 store fed hvidløg
½ tsk tørrede chiliflakes
½ tsk salt
1 dåse hakkede tomater – jeg bruger Mutti
1-2 tsk god eddike
1-2 tsk sukker
Lidt frisk basilikum, grofthakket
DESUDEN
400 g tørret pasta – jeg bruger linguine
Sådan gør du
Skær auberginerne i 2 x 2 cm tern. Kom dem i en skål og vend dem med 1-2 spsk olivenolie. Varm en wok eller en dyb pande op – der skal fuld skrald på. Når wokken er godt varm, kommes en spsk olie i og auberginerne kommes i. De skal ligge i et enkelt lag, så steg dem eventuelt ad to omgange. Steg auberginerne på fuld varme i 8-12 minutter, til de er møre og har taget godt med farve.
Hak hvidløg eller skær feddene i tynde skiver, hvis du ønsker den lidt grovere version. Saml alle auberginetern i wokken, kom hvidløg, chiliflager og et drys salt ved og steg yderligere et minuts tid. Kom tomater, sukker og eddike ved og hæld også 1-2 dl vand ved. Skru ned og lad sovsen simre 1+-15 minutter. Kom mere vand ved, hvis sovsen begynder at koge tør. Smag til undervejs med salt, chiliflakes og måske lidt mere eddike og sukker. Sovsen skal være svagt sød-syrlig, og smage tydeligt af chili uden at være decideret stærk.
Kog pastaen mens sovsen simrer. Når pastaen er kogt, hældes vandet fra (gem lidt af kogevandet) og pastaen vendes ned i sovsen. Kom evt. lidt pastavand i, hvis sovsen virker tør – den skal smyge sig om pastaen, uden at lave hele pytter af sovs. Hele molevitten smækkes i et stort fad, basilikum drysses over – servér.