Hvordan blander man en god salat? Altså en man gider at lave (også på en torsdag), en man glæder sig til at spise – og en som man gerne vil lave en anden god gang? Jeg har bakset en del med salater for jeg er faktisk ikke så vild med dem, med mindre de virkelig har noget at byde på. Det kan være en ekstra lækker råvare eller et samspil mellem ingredienser, der er tænkt godt. Måske en dressing der løfter det hele, eller et overraskende element, der vender op og ned på spiseoplevelsen. Her kommer mine tips til, hvordan du kan få lækre salater på bordet hver dag – uden at bruge oceaner af hverken tid eller penge.
For mig handler mad om smag, fremfor noget andet. Jeg prioriterer smag over den tid jeg bruger på at lave maden, hvor langt jeg skal køre efter mine råvarer og hvad de koster. Indenfor rimelighedens grænser og en travl hverdag, naturligvis. Men altså; hvis den konventionelle salat er friskere end den økologiske – så køber jeg den konventionelle. Hvis tiden er til det, så henter jeg asparges på Esromgård. Og fetaosten skal helt klart være fra min lokale etniske grønthandler, ellers vil jeg hellere undvære. Sådan er det også med salater, med den ekstra krølle at rå grøntsager ofte ikke er særlig spændende, med mindre de lige er hevet op af jorden. Og så bliver det pludselig lidt sværere at få sin daglige salat – året rundt.
5 grundelementer er vejen til en god salat
Min erfaring med en god salat er, at den skal bestå af 5 elementer: Basen, fyldet, det fede, det sprøde og dressingen. Hvis du arbejder med de 5 grundelementer kan du hurtigt bakse en god salat sammen – og ofte en rigtig velsmagende salat, du vil lave igen og igen.
Basen er den bærende råvare. Nogle gange den der mætter mest – og nogle gange den råvare der er mest af i salaten. Basen definerer hvilken type salat det er; en grøn salat, kartoffelsalat hvor kartofler er det bærende element, bulgur eller andre korn som i en tabouleh, tomatsalat eller lign.
Fyldet definerer hvor vi skal hen med salaten; er vi i Italien, i mellemøsten eller i asien? Eller måske bare i mormors køkkenhave? Fyldet kan fx være tynde æbleskiver, agurk og tomat, ærter, halve jordbær, nektariner i både eller grillede asparges.
Det fede giver smag, tilfører ofte umami og giver en ‘lækkerhed’ i salaten. ‘Det fede’ er ofte ost; feta, ostetern eller måske en blød gedeost i klatter. Det fede kan også være avocado eller oliven.
Det sprøde er vigtigt i en salat. Det sprøde element tilfører noget liv til salaten; knasende, hårdt og helt anderledes end de mere føjelige grøntsager, salaten ellers bestå af. Sprøde elementer kan være ristede mandler, solsikkekerner eller brødcroutoner. Det sprøde element kan også være en helt frisk, knasende sprød gulerod, skåret i tynde strimler.
Dressing skal der til og jeg tror ikke, at jeg har nogle salater på KitchenTales der ikke har en dressing. Dressingen binder hele salaten sammen og er samtidig et ekstra smagselement. Dressingen kan laves på olie og eddike/citron, den kan være baseret på en mayonnaise – eller på soya og chili i det asiatiske køkken. Dressingen kan også laves på tomatsaft eller anden grøntsagsaft – bare den har godt med smag.
En salat behøver ikke at indeholde alle elementer, men det er en god rettesnor, når du skal inspireres – eller bare har nogle rester der skal spises op.
Tekstur er vigtig for spiseoplevelsen
Har du nogensinde tænkt på, hvordan maden opleves i munden? Ikke kun hvor varm eller kold den er eller om det smager sødt, surt, salt eller bittert. Det er mere selve følelsen af maden i munden – den fysiske oplevelse når maden rammer tungen, mundhulen og indersiden af kinderne: Er det en rar følelse? Er der en spændende overraskelse gemt i oplevelsen? Eller bliver du skuffet?
Tekstur (den fysiske struktur maden har) og mundfølelse hænger tæt sammen og handler meget om vores forventninger til maden – om det nu også er, som vi gerne ville have det; Er chipsen sprød eller er den blevet blød? Er sovsen fløjlsblød eller er den lidt skilt og virker fedtet i munden? Er en vin mere tannin-rig end vi forventede, citronen mere sur end vi bryder os om, og den mørke chokolade overraskende bitter? Mundfølelsen er super vigtig for oplevelsen af maden og de finere restauranter leger ofte med os her: Spejlægget der i virkeligheden er en dessert med abrikos og vaniljecreme – eller den knivmusling vi fik på Geranium, hvor skallen var spiselig, men lignede en knivmuslingeskal til forveksling.
En salat skal være spændende – ellers gider de fleste af os ikke at spise den. Personligt vil jeg hellere gnave 4 gulerødder og en håndfuld blomkålsbuketter rå, uden dyppelse, end jeg vil spise en kedelig salat. Måske er det forventningen om at salaten er mere spændende, hvor de rå grøntsager ikke stikker noget under stolen, jeg ved det ikke. Når du leger med tekstur, gør du salaten mere indbydende, overraskende og ofte mere delikat. Her er nogle tips til, hvordan du kan ændre tekstur i salater:
-
Mini romaine er i min optik umådelig kedelig, når den er skåret i almindelige strimler; servér i stedet bladene hele i salaten eller skåret i både som her
-
Blomkålsbuketter i 1 mm tynde skiver giver bøde sprødhed og lethed i en salat
-
Asparges i sin fulde længde men halveret på langs og grillet kort på skærefladen
-
Æbler i ultratynde både smager helt anderledes sødt end almindelige æblebåde (fordi overfladen er meget større på æblet, som via iltning dermed også bliver meget sødere)
-
Mandelflager er meget anderledes at tygge på, end almindelige hakkede mandler
-
Gulerødder skåret i tændstikker er meget delikate
-
Rødløg i meget tynde ringe blender godt ind i salatens andre smage og opleves mindre påtrængende
-
Der er stor forskel på feta i skiver og feta der er smuldret over en salat – gør det du synes er mest interessant for smagsoplevelsen
-
En salat med både små og store elementer er en helt anden salat end dem, hvor alt er skåret i samme størrelse – den ene er ikke bedre end den anden, skær råvarerne som du har lyst den dag
-
Samme råvare på flere måder pirrer smagsoplevelsen, fx bagte, rå og syltede tomater i samme salat, eller fennikel skåret ultratyndt og vendt med stegt fennikel i skiver.
Frugt tilfører sødme og venlighed
Jeg bruger ofte frisk frugt i mine salater da det giver kontrast til de mere salte og bitre elementer. Ofte driller det også lidt i munden, at få en sødmefyldt nektarin eller et jordbær i munden sammen med fed feta og bitter rucola.
Æble og kål er super godt sammen og nektariner og feta er en af mine ynglings-sammensætninger.
Tilberedte råvarer gør salaten mere spændende
Det giver ofte noget ekstra at tilberede et eller flere elementer i salatskålen. Her er grillede grøntsager en oplagt mulighed – prøv fx at grille (eller hårdt-stege) peberfrugter med olivenolie og salt, køle dem let af og blande dem i salaten. Eller bag nogle små tomater og kom dem i salaten sammen med rå af slagsen. Du kan også grille druer, der bliver umådelig søde og desuden får en let røget smag. Det smager super dejligt i salat – især sammen med en salt ost.
Protein gør salaten til et helt måltid
Salater er meget andet end tilbehør: Hvis du sørger for at basen er mættende og tilfører lidt protein, så har du et helt måltid: Varmrøget laks, tynde strimler oksekød, rejer eller naturligvis kylling er oplagte valg, men kikærter ristet på panden med spidskommen eller kogte linser vendt med olivenolie og citronsaft og salt er også gode bud på salater der mætter for et helt måltid. Nogle gange er et smilende æg faktisk alt hvad der skal til.
Masser af krydderurter giver kant og fortæller historier
I Vietnam bruger man krydderurter som en del af fyldet i salaten og ikke bare som et krydderi, og det kan vi lære noget af; vend hakket bredbladet persille og basilikum i salaten – så er du i de italienske gryder, hak en masse persille, koriander og mynte som de gør i Mellemøsten – så har du en vaskeægte tabouleh. Eller brug bønnespirer, koriander, thai basilikum og mynte til at komme en tur til asien.
Så hvad er vejen til en god salat? Prøv dig frem, med de tips & tricks jeg har givet her. Kast dig ud i det, vær nysgerrig, vær nærværende og brug dine sanser – så skal du nok få lavet nogle fantastiske salater! Du kan få inspiration lige her.