Når man er glad for ragú (altså det dér kødsovs) så kan det være svært at undvære en hel sommer – på den anden side gider man måske ikke helt at spise sådan en forholdsvis tung ret når der er 25 grader i skyggen. Denne sommer-ragú lavet på svinekød er let og meget anderledes i udtrykket, lavet med hvidvin og ekstra grønt. Jeg har krydret med masser af frisk timian – og så en smule fennikelfrø, som klæder svinekød forbandet godt.
8-10 portioner
Du skal bruge
1 stort eller 2 mindre løg
Ca. 200 g gulerødder
Ca. 150 g bladselleri
Ca. 200 g squash
3 fed hvidløg
4-5 spsk olivenolie
Lidt salt til grøntsagerne når de steger
1200 g hakket svinekød
3 dl hvidvin
3 ds flåede tomater
½ liter god kalve- eller grøntsagsfond
10-15 stilke frisk timian
Et par nip fennikelfrø, måske 25 stk
1 spsk balsamisk eddike
Sådan gør du
Hak løget, ikke for fint. Skær gulerødder, bladselleri og squash i grove stykker og hak det i en minihakker – jeg hakker det forholdsvis fint. Riv eller hak hvidløg fint.
Varm et par spsk olie op i en rummelig gryde og steg grøntsagerne heri over nogle omgange, vend dem rundt jævnligt så de ikke brænder på. Drys en smule salt over når du steger – så smider de lettere væden. Grøntsagerne er stegt når de er bløde og er svundet ind til det halve. Kom grøntsagerne over i en skål efterhånden som de bliver færdige.
Sæt gryden over varmen igen og kom lidt mere olie i. Brun kødet ved høj varme ad to omgange, hak lidt i det med en træspatel så klumperne deler sig og opløses. Måske smider kødet lidt væde i starten men når dette er fordampet vil kødet begynde at brune (man kan høre at lyden skifter til en gnitren). Brun kødet godt af og krydr med salt og peber undervejs. Når første halvdel er brunet kommes det over til de stegte grøntsager og den anden halvdel brunes tilsvarende.
Kom hvidvin på den sidste del af kødet og lad det koge ind et par minutter. Kom dernæst resten af kødet og alle grøntsagerne tilbage i gryden. Kom de flåede tomater og fonden ved og vend det hele godt sammen. Læg låg på og lad ragúen simre 30-45 minutter.
Rib de friske stængler timian og hak bladene. Kom timian, fennikelfrø og eddike i ragúen, smag den til med salt og peber og lad den simre yderligere en halv times tid. Smag til en sidste gang og servér med pasta – jeg er vild med linguine.
Tips & Tricks
Det siger næsten sig selv men ragúen er naturligvis yderst fryseegnet: Spis hvad I har lyst til og fordel den tiloversblevne ragú (som nu er kølet lidt af) i fryseposer.