Der skal være lidt piv i denne salat og derfor bruger jeg thailandske birds-eye chili, og ikke de almindelige bananchili man kan købe i supermarkedet. De fleste chilier kan opbevares i fryseren; skyl dem godt, tør dem let og frys dem – de holder snildt 3 måneder. Med chili i fryseren har du endnu en “spisekammer-råvare” som du kan bruge i mange forskellige retter.
4 personer
Du skal bruge
100 g ristede cashewnødder
700 g laks af god kvalitet, skåret i 4 stykker
½ spsk olie
1 lime
1 tsk salt
1 tsk sukker
DRESSING
1-2 birds-eye chili uden kerner, finthakket
1 stort eller 2 mindre fed hvidløg, revet eller finthakket
½ tsk salt
2 spsk palmesukker
3 spsk lime (ca. 2 lime)
1 spsk fiskesovs
DESUDEN
½ mellemstort rødløg
1½ agurk
2 Mini romaine salat, i 1/8 eller hele blade
1 lille bundt koriander
Sådan gør du
Rist cashewnødderne i ovnen på 180 grader til de er gyldne og dufter af nødder, måske 12-15 minutter fra kold ovn. Lad dem afkøle helt.
Skær skindet af laksen, pres limen ud over og krydr med salt og sukker på hver side. Steg laksen på en pande ved medium varme i olien, til den er næsten gennemstegt – den må gerne være lidt pink i midten. Løft laksestykkerne over på en tallerken og sæt den til afkøling ved stuetemperatur.
Bland alle ingredienser til dressingen og smag til; den skal være stærk, sød og salt på samme tid. Husk at den blot skal coate salaten, så smagen må gerne være “for meget” på både fiskesovs og chili.
Halvér rødløget og skær det i tynde både, max 2 mm brede. Skræl agurken, halvér den og fjern kernerne med en teske. Skær agurken i tynde skrå skiver. Skær bund og evt lidt top af mini romainesalaten og riv eller skær salaten i grove stykker. Hak koriander groft – gem lidt til pynt. Bland alle grøntsager i en skål.
Hak de afkølede cashewnødder groft. Pluk laksen ned i salaten i grove stykker. Hæld dressingen over og vend det hele forsigtigt sammen. Løft nænsomt salaten over på et fad eller fordel på tallerkener, drys med cashewnødder og pynt med lidt korianderblade. Server straks.