Denne karry med kylling er ligeså fuld af smag som thailandske karryretter – men den er ikke stærk. Og ind imellem er det bare så dejligt at få en full-blown karry, der ikke brænder nogle steder. Du kan bruge mange slags grønt i retten – vi elsker broccoli, men asparges eller bok choi vil også være en god ide.
4 gode portioner
Du skal bruge
KARRYPASTA
1 stort eller 2 mindre løg
8 fed hvidløg
2 stængler citrongræs
2 almindelige røde chili, med frø
4 x 4 cm frisk ingefær
2 tsk rejepasta
2 spsk stødt gurkemeje
3 spsk palme- eller almindeligt rørsukker
2 spsk fiskesovs
DESUDEN
4 hele kyllingelår
Salt, peber
2-3 spsk olie
2 dl hønse- eller grøntsagsbouillon
1 ds kokosmælk – køb en dåse der ikke skvulper når du ryster den – det betyder at den fede kokosmælk ligger i toppen af dåsen og kan bruges for sig – det vil vi gerne her
2-4 kaffir limeblade (friske eller frosne) – kan undlades
TILBEHØR
Ris
Sådan gør du
KARRYPASTA
Denne portion karrypasta giver til 3 x opskriften. Frys de to andre portioner ned i hver sin frysepose – så har du til en anden god gang. Løg og chili skæres i grove stykker. De yderste blade af citrongræs stængerne fjernes, de yderste 2-3 mm af den tykke ende skæres fra og ligeledes den øverste 1/3 af toppen. Stængerne flækkes og skæres i meget tynde skiver. Ingefæren skrælles og skæres i skiver. Alle ingredienser bortset fra fiskesovsen kommes i en minihakker og finthakkes så godt som det nu kan. Fiskesovsen kommes i og det hele køres til en våd, sammenhængende pasta.
1/3 af pastaen bruges til denne ret mens de andre 2/3 fryses ned til to andre gange.
DEREFTER
Kyllingelårene deles i over- og underlår og krydres med salt og peber. De brunes på begge sider i en rummelig sauterpande eller en gryde, måske du skal brune dem af to omgange. Lårene tages op og lægges på en tallerken og karrypastaen kommes i sauterpanden, evt. med lidt mere olie. Steg pastaen i 6-8 minutter, så alle de rå ingredienser i pastaen steges godt igennem og får tid til at udvikle en god og dyb smag.
Læg derefter lårene i panden igen, så vidt muligt i et enkelt lag. Kom bouillon ved til det står ca. halvvejs op af lårene. Læg låg på og lad lårene simre ved lav til medium varme i ca. 40 minutter. Vend dem efter 20 minutter.
Når kyllingen har simret i 40 minutter tages låget af, og den fede, øverste del af kokosmælken kommes ved. Den tynde del af kokosmælken kan koges sammen med risene eller den kasseres blot.
Vend lidt rundt i kylling og sovs og lad det simre 5 minutter. Skær midterstrengen på kaffir limebladene væk da den er træget og hård. Skær de halve blade i meget tynde strimler. Drys strimlerne over kyllingen og server straks med kogte ris.