Da jeg blev diabetiker var det magtpåliggende for mig at udvikle nogle blodsukkervenlige deserter og andet sødt, som er i orden at spise lidt af, ind imellem. Det store gennembrud kom, da min kusine fortalte mig om kokossukker, som er et 100% naturligt sødemiddel, som smager dejligt – men som slet ikke giver samme blodsukkerstigning som almindeligt sukker gør. Det åbnede mange døre på klem, og dem er jeg ved at udforske. Jeg lægger vellykkede blodsukkervenlige søde sager på KitchenTales når jeg har noget klar, men jeg kan godt afsløre, at jeg ser frem til en jul, hvor jeg ikke vil føle mig snydt…
4 personer
Du skal bruge
CRUMBLE
2 dl mandler (med skal)
2 dl havregryn
4 spsk kokossukker
100 g smør
FYLD
400 g æbler, ikke skrællet (måske 3 stk), blot en sort du godt kan lide
2 spsk vanilje ekstrakt ELLER 1 spsk god vaniljesukker + 2 spsk vand ELLER 1 god vaniljestang + 1 spsk kokossukker + 2 spsk vand
1 tsk stødt kanel
2 spsk kokossukker
TILBEHØR
2½ dl piskefløde
1 spsk vaniljeekstrakt (eller vaniljesukker / vanilje og kokossukker)
Sådan gør du
Tænd ovnen på 200 grader.
CRUMBLE
Hak mandlerne groft (de skal ikke smuttes først) og bland dem med havregryn, kokossukker og smør. Ælt massen sammen så den er jævn, og smørret er fordelt godt i massen, og den er sammenhængende. Stil til side på køkkenbordet.
FYLD
Skær æblerne i små tern, ca 1 x 1 cm (ellers når de ikke at blive møre i ovnen) – de skal ikke skrælles. Vend dem med vanilje, kokossukker og kanel. Kom æblerne i et ildfast fad og bred dem ud i et måske 3-5 cm tykt lag – ikke højere end det – så skal du bruge et større ildfast fad.
Fordel crumblen jævnt ovenpå æblerne. Den skal ligge som små løse klumper der dækker æblerne så godt som det nu er muligt. Den skal ikke trykkes ned i æblerne. Sæt fadet i midten af ovnen og bag crumblen i ca. 30 minutter. Måske skal du dække den til undervejs, så den ikke bliver for mørk.
Servér crumblen lun, med flødeskum der er pisket let med vanilje.
Tips & Tricks
Det er kokossukkeret der gør crumblen blodsukkervenlig. Det kan fås i alle større supermarkeder og søder nogenlunde lige så meget som almindeligt sukker. Kokossukker laves af indkogt saft fra kokosblomster og kaldes også nogle gange for kokosblomstsukker. Det er genialt til blodsukkervenlige desserter, da det kun får blodsukkeret til at stige med ca. 1/3, i forhold til almindeligt sukker. Men altså – desserten bliver ligeså fin i smagen, hvis du skifter kokossukkeret ud med fx rørsukker.
Ligesom kokossukkeret kan skiftes ud med rørsukker, kan vanilje ekstrakten skiftes ud med en god vaniljesukker – eller en stang vanilje og lidt sukker. Her bliver smagen liiidt anderledes, alt efter hvor god din vaniljesukker eller din vaniljestang er. Jeg er “gift” med min vanilje ekstrakt, fordi den smager vidunderligt. Jeg betaler for at få den hjem fra udlandet, og passer på den som var den en baby (1600 kr. / literen – så der er næsten hængelås på). Meeen altså – lav crumblen med den vaniljepusher du plejer at bruge, det skal nok blive fint.
Skulle du få lyst til en blommecrumble i stedet, så skift æblerne ud med blommer og kanelen ud med stødt ingefær (så kun ½ tsk). Det smager ligeså vidunderligt.
Hvis du bliver vild med denne crumble, så lav dobbelt portion af selve crumble-dejen og frys halvdelen ned – så er der til en anden dag, hvor du har æbler eller blommer i overskud.