Hvis du godt kan lide smagen af grillede grøntsager, og især holder af grillet aubergine, så er denne suppe noget for dig. Suppen er på én gang enkel og dekadent – ren men samtidig dyb og aromatisk i smagen. Vi spiste dette lynbrød til, og der var ikke et øje tørt.
3-4 personer
Du skal bruge
3 auberginer, ikke for store
1 mellemstort løg
2 røde peberfrugter
3 fed hvidløg
3 + 2 spsk olivenolie
1 ds flåede tomater
8 dl grøntsagsbouillon
½ tsk stødt spidskommen
½ tsk sød chilipulver
1 tsk citronsaft
Salt, peber
TILBEHØR
Et godt brød
Sådan gør du
Tænd ovnen på 250 grader.
Skræl de to af auberginerne og skær dem i 2×2 cm tern. Rens peberfrugterne og skær dem ligeledes i tern. Hak løget og hak 2 af hvidløgsfeddene fint. Kom det hele i et indfast fad og vend det rundt med 3 spsk olivenolie. Sæt i ovnen og bag grøntsagerne ca. 45 minutter, til de er møre og har taget lidt farve. Vend rundt i grøntsagerne med jævne mellemrum.
Kom de bagte grøntsager i en gryde. Si væden fra de flåede tomater og kom dem op til grøntsagerne. Hæld grøntsagsbouillon på og bring suppen i kog. Kom spidskommen, sød chili og citronsaft ved og lad suppen koge 20-25 minutter eller til alt er helt mørt.
Mens suppen koger, skæres den sidste aubergine i 2 x 2 cm tern – den skal ikke skrælles. Varm en pande op på fuld skrald, kom de sidste 2 spsk olivenolie på, og steg aubergine ternene godt brune i olien – de skal være møre og bløde indeni og mørke udenpå. Riv det sidste fed hvidløg over, vend godt rundt, salt aubergine ternene med lidt fint salt og læg dem på en tallerken.
Blend suppen helt glat, kom den tilbage i gryden og smag til. Fortynd evt. med lidt vand eller bouillon, hvis du ønsker en lidt tyndere suppe.
Servér med de stegte auberginetern som topping, og et godt brød til.