Dhal handler om 3 ting: De rigtige krydderier, i den rigtige mængde og håndteret på den rigtige måde. Hele forskellen på klidmoster-linsesuppe og velsmagende dhal ligger dér. Grøntsagsbouillonen skal være en go’ en! Har du lyst til lidt mere bund og umamismag, så brug hønsekødsuppe i stedet for – det er også lækkert. Dhal skal ‘bygges op’ – dvs. det tager den tid det nu tager at få smagsnuancerne frem i de enkelte råvarer. Løgene skal have tid så sødmen kan nå at komme frem under stegningen, og både krydderier og tomater skal ristes af. Gør du det, bliver du belønnet med fylde, dybde og stor smag.

Det er en stor portion men dhal kan holde sig op til en uge på køl. Jeg laver en skudefuld i weekenden – så er der til om aftenen og igen til midt på ugen. Spis naan til – gerne hjemmelavede.

 

8 personer

 

Du skal bruge
2 l god grøntsagsboullion (ell. hønseboullion for mere umami)
6 dl røde linser
2 tsk fennikelfrø
1 tsk sennepsfrø
4 tsk korianderfrø
4 tsk hel spidskommen
2 tsk stødt gurkemeje
2 tsk garam masala (kan udelades)
2 tsk sød chili pulver
2 mellemstore løg
1 spsk olie
2-3 røde chili
8-10 fed hvidløg, alt efter størrelse
Frisk ingefær, svarende til 2 spsk revet
2 ds flåede tomater, hakkede
5-6 laurbærblade
1 nip sukker til at balancere syren i tomaterne

TILBEHØR
Naanbrød
Friske koriander

Sådan gør du
Skyl linserne i 2-3 hold koldt vand til vandet er nogenlunde klart. Kom dem i gryden med bouillonen og kog dem 15-20 minutter til de er møre og kogt lidt ud.

Mens linserne koger, kargøres resten: De hele krydderier ristes på en tør og rummelig pande ved god varme til de “popper” – pas på de ikke brænder på. De kommes i en morter (eller en gammel kaffemølle), knuses til pulver og hældes i skål sammen med de allerede stødte krydderier.

Løgene hakkes mellemfint og steges i en spsk olie ved ikke for høj varme, til de er klare og dufter sødt. Imens hakkes chili og hvidløg fint og ingefæren rives. Dette kommes på panden til de klare løg og det hele steges igennem i 4-5 minutter.  Krydderierne kommes  ved og det hele røres sammen med en spatel til en brunlig mos. Lad det riste på på panden yderligere et par minutter. Til sidst kommes de flåede tomater ved sammen med sukkeret, og det hele bobler yderligere et par minutter. Hæld derefter tomatblandingen i gryden til linserne, tilsæt laurbærbladene og lad det hele stå og småsimre under låg 15-20 minutter. Smag til med salt og måske et nip sukker mere.

Hvis du kan, så lad dhalen “sætte sig” et døgns tid inden du serverer – det bliver den endnu bedre af. Spises som en tyk suppe i dybe tallerkener med naanbrød og friske koriander på toppen.

Tips & Tricks
Det er en god ide med en gammel kaffemølle som supplement til en morter: Det går sus-hurtigt og krydderier bliver malet helt fint. Men – lad være med at bruge den til kaffe igen …