Jeg har bagt kanelsnegle flere gange men syntes altid, at de blev lidt tørre og kedelige – indtil jeg fandt denne idé hos ThePioneerWoman: Bag sneglene i ovnfaste fade, så kan de holde sig fugtige og lækre i dagevis! Siden da er det blevet til mange snegle hjemme hos os. De er (næsten) ligeså gode dagen efter, og derfor velegnede til at tage med på skovtur, som fødselsdagskage i klassen – eller bare til at spise i dagevis…

 

28 stk

 

Du skal bruge
5 dl mælk
100 g smør
50 g gær
3 æg
1 tsk salt
100 g sukker
1 spsk kardemomme
1 – 1,2 kg hvedemel

REMONCE
200 g blødt smør
200 g rørsukker
3 spsk stødt kanel
1 spsk vaniljesukker

DESUDEN
1 sammenpisket æg til pensling
Lidt smør til smøring af forme

GLASUR
400 g flormelis
En lille sjat vand

Sådan gør du
Ca. halvdelen af mælken lunes sammen med smørret i en gryde til smørret er smeltet. Smørblandingen hældes i en stor skål sammen med resten af mælken. Blandingen skal være håndvarm. Gæren tilsættes sammen med æggene og det piskes sammen. Salt, sukker og kardemomme tilsættes sammen med det meste af melet – det er ikke sikkert at du skal bruge det hele. Dejen æltes blød og ensartet med dejkrog (eller velvoksne armbøffer). Hviler på meldrysset bord i ca. 20 minutter.

Til remoncen røres smørret godt sammen med sukker, kanel og vaniljesukker. 4 ovnfaste fade eller forme smøres med smør (eller bare en stor bradepande med bagepapir). Der skal være plads til 28 snegle i alt.

Når dejen har hvilet, deles den i to stykker der hver rulles tyndt ud på et melet bord. Dejen skal være ca. 5 mm tyk. Remoncen fordeles på de to stykker dej med en spatel eller lign. og bredes nogenlunde jævnt ud – sørg for at smøre helt ud til dejkanten.  Dejstykkerne rulles sammen til hver en roulade, som hver deles i 14 stk – 28 snegle i alt. Sneglene lægges i formene – 7 i hver – og de trykkes flade, 3-4 cm høje passer meget godt. De stilles til efterhævning 45-60 minutter til de er hævet godt op, pensles med sammenpisket æg og bages 15- 20 minutter ved 200 grader til de er lysebrune.

Glasuren røres godt sammen og fordeles på sneglene. Der skal være rigelig glasur – nok til at det lægger sig i små søer mellem sneglene :).

Tips & Tricks
Sneglene kan fryses så der er ingen grund til at holde sig tilbage. Bag dem evt. i engangsforme og frys sneglene i disse. Formene holder på fugten – og begrænser smovseriet til omkring 7 stykker af gangen :). Varm ovnen på 150 grader og stænk lidt vand på sneglene. Dæk godt til med sølvpapir og giv sneglene 20-25 minutter i ovnen. Tag dem ud og lad dem stå yderligere et kvarters tid – så er der lune og lækre snegle.

Du kan også fryse sneglene inden du bager dem: Læg dem i aluminiumsforme og stil dem i fryseren. Når sneglene skal bages, tager du dem ud af fryseren og lader dem tø op på køkkenbordet. Når de er tøet op, sætter du dem lunt til hævning en times tid. Bages som i opskriften.

Jeg bager ofte nogle af sneglene i muffin-forme af metal (der er ofte plads til 6 muffins i sådan en form); her skærer jeg dem ca. halvt så tykke, når jeg skærer dejrouladen – de skal fylde ca. halvdelen af muffin-formen når jeg lægger dem i. Metalformen giver en umådelig lækker karamelisering på siden af sneglene.