Flapjacks er hjemmelavede müslibarer, der kan varieres i det uendelige. Basen i flapjacks er smør, sukker og havregryn, hvortil der tilsættes forskellige nødder, bær og krydderier. Flapjacks kan laves mere eller mindre sunde – men specielt fedtfattige bliver de aldrig…

 

10-12 stk

 

Du skal bruge

BASISOPSKRIFT
100 g smør
100 g sukker
150 g havregryn

Dertil kommer 100 g af en af følgende blandinger:

DEN KLASSISKE
Mandler
Kokosmel
Hakkede, tørrede abrikoser
Revet skal fra 1 appelsin
2 spsk. syrlig sirup (fx rabarbersirup)

TROPE & CHOKOLADE
Mandler
Kokosmel
Hakket tørret ananas
Finthakket syltet ingefær
2 spsk. ingefærsirup
1 spsk. god kakao

ÆBLER & KANEL
Hakkede blandede nødder
Hakket mørk chokolade
Hakkede tørrede æbler
1 knivspids kanel
1 knivspids tørret ingefærpulver
2 spsk. ahornsirup

Sådan gør du
Tænd ovnen på 150 grader. Smelt smør og sukker i en kasserolle. Når massen koger og sukkeret er opløst, tages det af varmen og siruppen røres i.

Imens smør og sukker smelter, ristes (hvis det bruges) kokos på en pande – vend det ofte. Når kokossen er gylden tages den af varmen og hældes i en skål. Nødder og frugt hakkes groft og blandes i sammen med havregryn og de tørre krydderier. Bruger du chokolade hakkes den groft og vendes hurtigt i massen til sidst. Smørblandingen hældes over og massen røres godt igennem. Sørg for at alle havregryn er blevet godt nassede af smørblandingen.

En form (ca. 20 x 20 cm) fores med bagepapir og massen kommes i, den skal være ca. 2 cm. høj. Det er nemmest at fore formen hvis du krøller bagepapiret sammen til en lille kugle, gøre det godt vådt og knuge vandet af. Så er papiret nemt at få ud i hjørnerne af formen. Pres massen let sammen i formen – evt. med en paletkniv hvis massen er for varm – så hænger de færdige flapjacks bedre sammen. Bages ved 150 grader i 30-40 minutter eller til massen er gylden.

Afkøles i formen til den er lun, tages derefter ud og skæres i passende stykker med en skarp kniv – der bliver 10-12 stykker af denne portion. Opbevares i tætsluttende dåse – kan holde sig en uges tid men er bedst de første 2-3 dage.

Tips & Tricks
Bland sesamfrø, græskarkerner og solsikkekerner i massen.

Brug gele eller evt. marmelade hvis du ikke har sirup – eller udelad siruppen. Den fungerer alligevel mest som krydderi.

Skift lidt af mandlerne ud med hele pistacienødder – det ser super pænt ud når dine flapjacks skæres ud.