Langtidsristede mandler er guld i et travlt hverdagskøkken: Jeg bruger især mine til at pifte en salat op med men de indgår også i mange af mine retter, fx Marokkansk lam med kartofler og abrikoser. Jeg bruger dem fortrinsvis i det salte køkken, men der er intet til hinder for at hakke dem og drysse dem på is eller en crepe suzette. De holder nogle uger men sætter du dem i fryseren holder de et par måneder.

 

200 g

 

Du skal bruge
200 g mandler

Sådan gør du
Smut mandlerne og tør dem i et viskestykke. Kom dem i et ildfast fad eller en bradepande (skal ligge i et enkelt lag) og bag dem ved 120 grader i 2-3 timer. Ryst fadet ind imellem. Mandlerne skal være gyldne, og have en gylden-brun farve hele vejen gennem mandlen. De afkøles helt og hældes på glas eller en dåse.

Tips & Tricks
Nødder og mandler har generelt en kortere holdbarhed, end man skulle tro. Jeg har en skuffe i fryseren kun til nødder, mandler og frø. Der kan de ligge et års tid uden at blive harske, og så kan jeg købe ind når de er ekstra billige.