Denne ret hedder originalt Melanzane di parmigiana – auberginer med parmesan. Hos os hedder den bare ‘melanzane’, auberginer – så ved alle hvad de kan glæde sig til. Jeg så i sin tid retten på TV og forelskede mig straks: Grillede auberginer, blød mozarella og krydret tomatsovs – hvad kan gå galt? Og det smager fantastisk; blødt, sprødt, italiensk. Det tager lidt tid at grille auberginerne, så du kan ligeså godt lave en stor portion nu du har bukserne nede. Resten kan varmes dagen efter, den kan spises kold (ikke direkte fra køleskabet, det er mord) og den kan faktisk også fryses, hvis der mod forventning er noget til overs.

 

3-4 personer

 

Du skal bruge
4 store eller 10 mindre auberginer
Lidt salt til drys
1,5 dl olivenolie
6-7 dl god tomatsovs
250 g mozzarella
100-150 g hård ost; parmesan, pecorino, gran padano eller lign.
1 dl grov rasp

Sådan gør du

GRILLEDE AUBERGINER
Tænd ovnen på grill. Skær stilken af auberginerne og skær dem i 6-8 mm skiver på langs. Læg auberginerne tæt på en bageplade beklædt med pagepapir, pensl dem med olivenolie og drys med en smule salt. Grill auberginerne til stykkerne er brunede, nogle er meget mørke og de alle er bløde. Tag dem ud, vend dem om og pensl på den anden side. Stik dem i ovnen igen til også denne side er grillet. Læg auberginerne på et fad efterhånden som de bliver færdige. Lav evt. auberginerne nogle timer i forvejen.

SAMMENLÆGNING
Skær mozarellaen i tynde skiver og riv hårdosten på det grove rivejern. Byg melanzanen op i et ildfast fad, ca. 20 x 30 cm., der bliver 4-5 lag: Først en smule tomatsovs i bunden, dernæst et lag auberginer, 1/4 mozarella og 1/4 revet hårdost. Sådan fortsætter du med tomatsovs, auberginer, mozarella og hårdost til alle auberginestykkerne er brugt. Slut af med et lag auberginer og måske en rest ost. Drys rundhåndet med rasp og dryp med olivenolie. Sæt melanzanen i ovnen ved 200 grader i en halv times tid. Melanzanen skal boble lystigt i kanten og raspen skal være gylden og sprød.

Spises varm, lun eller kold med en salat og måske et stykke flutes.

Tips & Tricks
Tidligere var det standard at salte, dræne og skylle auberginer for at trække bitterstoffer ud af frugterne, inden man begyndte at tilberede dem, men auberginer er efterhånden forædlet i en sådan grad at man kan spise dem uden at dræne dem først. Der kan dog være forskel på typerne, ligesom små auberginer oftest har færre frø (som er kilden til bitterheden). Brug desuden auberginer der er blanke og faste i kødet og som ikke har ligget for længe.

Tomatsovsen skal være af god kvalitet. Lav den selv (se her hvordan) eller gør som jeg ofte gør; køb en passata af god kvalitet (fx De Cecco eller Mutti) og kog den kort op med salt, peber, krydderurter, hvidløg og lidt sød chili. Køl af, anvend det du skal bruge og kom resten i fryseren til en anden god gang.