En super lækker forårsmarmelade der især smager dejligt på nybagte boller. Hjemme hos os går teboller og denne marmelade hånd i hånd som et kærestepar der aldrig bør skilles…

 

3 små glas

 

Du skal bruge
400 g rabarber
150-200 g rørsukker
½ tsk citronsaft
Evt. lidt maizena

DESUDEN
1 spsk vodka til at skylle glassene i (kan udelades)

Sådan gør du
Rabarberne renses og skæres i 2 cm lange stykker. Rabarber der er frosset ned fra sommeren er ligeså gode som de friske. Er stilkene meget tykke, halveres de inden. De kommes i en gryde sammen med det meste af sukkeret og koges langsomt op. Rabarberne vil smide væske så der behøver ikke komme vand i gryden. Simrer uden låg til rabarberne er møre – 15-20 minutter. Rør forsigtigt i gryden undervejs og smag til med sukker. Marmeladen jævnes evt. med lidt maizena rørt ud i en smule vand, hvis du ønsker en tykkere marmelade.

Marmeladen hældes på helt rene glas. Kan holde sig nogle uger på køl. Skyl evt. glassene i vodka inden du hælder marmeladen i – det forlænger holdbarheden.

Tips & Tricks
Skal marmeladen holde sig længere end nogle uger, skal der atamon i – se på pakken hvordan du gør.