Et lille, men overraskende godt tilbehør. Som opskriften afslører, er der virkelig ikke noget i det, men sur-sødmen fungerer rigtig godt til næsten al slags kød og fisk. Og så behøver man ikke sovs, for den kommer automatisk, når tomaterne brister. Lad flere end du lige regner med bliver spist – de er overraskende go’e.
3-4 personer
Du skal bruge
500 g små tomater – gerne blandede farver
1 spsk sukker
1 spsk sherryeddike – eller anden dejlig eddike
1 spsk olivenolie
Salt, peber
Sådan gør du
Alt blandes godt, kommes i et fad i et enkelt lag, og bages ved 200 grader i 20 – 30 minutter til tomaterne er bløde og har smidt noget af saften.
Serveres varme eller lune til grillet kød, fisk eller kylling, til frikadeller eller en hakkebøf – eller som tilbehør til en sommerbuffet.
Tips & Tricks
Det er oplagt at smide 4-5 fed hvidløg ned til tomaterne – det bliver de ikke ringere af. Frisk hakket timian eller oregano klæder dem også godt.
Denne lille ret er også god til at få brugt de tomater der trænger til at møde deres endeligt.