Denne hurtige og utrolig velsmagende ret er inspireret af en thai-ret som min søns ven, Bailey, opfandt. Det er en slags ragú med rød karrypasta – stærk som bare f… men meget velsmagende. Baileynese kalder vi den, hjemme hos os. Denne ret er også inspireret af en karry som Jamie Oliver har lavet, med kokosmælk og mynte. Så hvorfor ikke kalde barnet Bolivernese, i et forsøg på at kreditere hele vejen rundt. Forvirret? Fortvivl ej – skynd dig at lave retten i stedet.

 

4 personer

 

Du skal bruge
1 stort løg
2 fed hvidløg
2-3 spsk olie
6-700 g hakket oksekød
1 spsk rød karrypasta
2 spsk karrypulver
1 dåse kokosmælk (400 ml)
1 spsk grøntsagsbouillon
1/2 broccoli
2 røde peberfrugter
200 g små tomater
20-25 friske mynteblade

TILBEHØR
Ris

Sådan gør du
Hak løg og steg det i olien i en rummelig stegegryde eller en wok. Lad det blive blødt og gyldent. Hak hvidløg fint og kom det i gryden sammen med det hakkede oksekød. Steg ved god varme til kødet er brunet godt af. Kom karrypasta og karrypulver i gryden og svits videre til karry’en er ristet af, det tager et par minutter. Kom kokosmælk ved, fyld kokosdåsen halv med vand og kom også det i gryden, sammen med grøntsagsbouillon. Rør godt rundt og lad retten simre uden låg, til den er kogt lidt ind.

Sæt ris over og gør grøntsagerne i stand: Broccolien skæres i buketter – brug gerne en del af stokken på broccoli-buketterne også. Rens peberfrugterne og skær dem i grove stykker, måske 3 x 3 cm.

10 minutter før risene er færdige, kommes broccoli, peberfrugt og tomater i gryden. Vend det hele godt sammen, læg låg på og lad grøntsagerne dampe i sovsen, til de er møre men stadig har lidt bid.

Servér rygende varm med de kogte ris.

 

Skriv en kommentar!

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *