Denne ostekage er nok den dessert jeg har lavet oftest – og jeg har ellers lavet en del. Det er en videreudvikling af en gammel Karolineopskrift hvor lime og mascarpone udgør en super dejlig kombination, og min passion for pærer med ingefær også får lov til at blive luftet…

 

8 store stykker

 

Du skal bruge

BUND
80 g smør
200 g sprøde havresmåkager / havreflarn

OSTECREME
3 blade husblas
165 g mascarpone ost
1,3 dl creme fraice 18% (130 g)
2 spsk vaniljeekstrakt
110 g rørsukker
1½ lime, skal og saft
2 pasteuriserede æggehvider
1,3 dl piskefløde

PYNT
Revet skal fra den sidste ½ lime

SYLTEDE PÆRER
2½ dl vand
1 dl rørsukker
2 spsk vaniljeekstrakt eller stang og korn fra 1 vaniljestang
1½ tsk tørret stødt ingefær
3 conferencepærer

Sådan gør du
Husblassen lægges i blød i rigeligt koldt vand i en halv times tid.

OSTEKAGE
Havrekagerne kommes i en foodprocessor og køres til grov rasp. Alternativt kommes de i en frysepose og knuses med en kagerulle. Smørret smeltes og blandes med havrekrummerne – sørg for at smørret bliver godt fordelt. Tag bunden ud af springformen, læg et stykke film over den og klik formens side på igen (så den holder på filmen. Tryk havremassen flad i formen og sæt den på køl.

Æggehviderne piskes stive og sættes til side. Fløden piskes til blødt skum og stilles ligeledes til side. Mascarpone, vanilje ekstrakt, sukker og limeskal piskes grundigt sammen med en elpisker. Limesaften piskes i lidt efter lidt. Til sidst piskes creme fraichen i.

Den udblødte husblas knuges fri for overskydende vand og smeltes i en kasserolle eller i mikroovn. Den skal være mere end håndvarm. Husblassen piskes i ostemassen. Flødeskummet vendes i. Til sidst vendes de stiftpiskede hvider i. Ostemassen kommes i springformen, dækkes med husholdningsfilm og sættes på køl i nogle timer eller til dagen efter.

SYLTEDE PÆRER
Vand koges op med sukker, vanilje og ingefær. Siruppen koges i ca. 10 minutter, til den tykner let (104-105 grader). Siruppen skummes undervejs, så den er forholdsvis klar. Imens skrælles og halveres pærerne og kernehuset fjernes. De skæres i tern på ca. 1½ x 1½ cm. Pæreternene kommes i siruppen og pocheres 2-3 minutter til de er møre men ikke kogt ud. Siruppen med pæretern afkøles helt.

SERVERING
Kagen tages ud af køleskabet og skæres rundt i kanden med en skarp kniv. Den stilles på et fladt fad med bunden af springformen. Den sidste ½ lime rives fint henover kagen. Lidt af pæreternene arrangeres på kagen og resten serveres til.