Det er jo ingen hemmelighed at mit hjerte banker for især italiensk mad. Spaghetti putanesca er ingen undtagelse – en billig vegetarisk pastaret med dyb smag fra oliven, kapers og ansjoser. Her er en blodsukkervenlig putanesca, hvor pastaen er skiftet ud med kylling – men hvor hele smagspaletten er som den skal være. Du kan spise den med en simpel tomatsalat til, dyppe lidt brød i den gode sovs – eller koge ris eller bulgur til.

 

6 personer

 

Du skal bruge
12 kyllingelår, overlår eller blandede
Lidt olie til stegning
Salt, peber

SOVS
6-8 ansjosfiletter, dem i olie
4-6 fed hvidløg, alt efter hvor store de er
4 spsk kapers, dem i vand
150 g sorte oliven uden sten + lidt til pynt
2 dåser flåede tomater af god kvalitet – gerne marzanotomater
½-1 tsk chiliflager – smag dig frem

DESUDEN
Reven skal af 1 citron
En håndfuld bredbladet persille, grofthakket

Sådan gør du
Tænd ovnen på 200 grader. Krydr kyllingelårene med salt og peber på begge sider og steg dem i olie på en god stegepande – du skal sikkert stege dem over et par omgange. De skal have ca. 5 minutter på hver side, så de er godt brune. Læg dem i et stort ildfast fad med låg efterhånden som de bliver brunet af. Hæld omkring en dl. vand på stegepanden mellem stegningerne så du får det gode “nams” af stegepanden og hæld det i en skål – det skal du bruge senere.

Når kyllingen er brunet af skruer du ned for varmen og giver evt. panden lidt mere olie. Hak ansjoserne groft og steg dem på panden et par minutter. Kom finthakket hvidløg og grofthakkede oliven og kapers på panden også. Lad det simre nogle minutter ved lav varme. Kom de flåede tomater samt væsken du rensede panden med på, lad sovsen koge et par minutter og smag til med chiliflager, peber og lidt salt (ansjoserne er også salte). Kog et par minutter mere, smag til igen og kom sovsen over kyllingen i det ildfaste fad. Læg låg på det ildfaste fad og steg kyllingen i ovnen i 20-30 minutter til du med en lille kniv kan se, at lårene netop er gennemstegte.

Lige inden servering river du en citron over retten og drysser en håndfuld hakket persille og lidt ekstra oliven over. Servér med et godt brød, lidt bulgur eller ris – eller blot en simpel tomatsalat.

Tips & Tricks
Lidt om flåede tomater: Køb de hele – aldrig de hakkede tomater. Dels sker der det når tomaterne hakkes, at kernerne knuses hvilket gør tomatsaften bitter – dels bruger producenten ofte 2. sorterings tomater til de hakkede, da man nemmere kan gemme de mindre modne (og nogle gange beskadigede) tomater i den hakkede version. Og – så kan du ikke helt være sikker på, hvor de hakkede tomater har været, inden de kom i dåsen (jeg har hørt om opfej fra gulve…). Knus de hele flåede tomater i hånden over gryden, eller hæld dem i en skål og mos dem med hånden inden du kommer dem i gryden.