En rigtig pasta-herreret – god til en vinteraften med en kold øl.

 

4 personer

 

Du skal bruge
1 spsk olivenolie
200 g serrano- eller anden lufttørret skinke
250 g champignon
1 spsk smør
lidt salt, rigeligt peber
2½ dl piskefløde
20-30 g revet parmesan (kan udelades)
1 dl frosne ærer

DESUDEN
400 g spaghetti eller linguine – eller hjemmelavet frisk pasta

Sådan gør du
Sæt en stor gryde med vand over til pasta.

Varm olivenolien op på en pande og steg skinken sprød heri. Tages af panden og lægges på fedtsugende papir (avis med køkkenrulle over). Champignonerne skives og ristes på panden til de har smidt væsken. Tilsæt smørret og lad dem stege gyldne heri. Krydr med salt og peber. Hæld fløden på og rør parmesanen i – du kan tilsætte lidt eller meget parmesan alt efter din smag. Tilsæt ærterne og smag til med salt og peber. Lad sovsen simre i 2 minutter – tilsæt evt. lidt pastavand så retten ikke bliver for tør.

Kog imens pastaen – frisk pasta skal sjældent have mere end 2 minutter. Når pastaen er færdig, hældes vandet fra og pastaen kommes over i panden, så den kan vendes godt sammen med sovsen. Er der ikke plads i panden, kommer du sovsen over i pastagryden i stedet. Hæld pastaen i et stort serveringsfad og smuldr skinken hen over. Servér med det samme – evt. med lidt eksra revet parmesan i en skål ved siden af.