Det her er gudemad, simpelthen. Hjemme laver vi det 4-5 gange på en sommer, og vi ruller henrykt med øjnene hver gang vi får det. De grillede padrons er let bitre, hvilket giver en dejlig kontrast til den fede blomkålscreme. Restaurant Husk Fluks skal krediteres for ideen; der serverer de sortfods-svin med netop grillede padrons og en fennikelcreme, og det er derfra jeg er blevet inspireret.

 

4 personer

 

Du skal bruge
400 g blomkål (måske ½ stort blomkålshoved)
50 g smør
4 gode ribeye bøffer, måske 6-800 g ialt
Salt, peber
2-300 g padrons
1 spsk olie
Lidt fint salt og lidt flagesalt

Sådan gør du
Skyl blomkålen, skær den i mindre buketter og kom den i en gryde. Dæk med vand og kog blomkålen helt mør. Hæld vandet fra og lad den stå i gryden, til bøffer og padrons er grillet.

Vend padrons med olie og krydr dem med lidt fint salt. Krydr bøfferne med salt og peber. Grill padrons, enten på havegrill, grillpande eller i ovnen, til de har taget farve og er faldet lidt sammen. Læg dem til side på et fad og dæk dem til så de ikke bliver kolde. Grill eller steg bøfferne ved høj varme, til de er medium og har fået en god grillet overflade.Tag dem af varmen og lad dem hvile et par minutter.

Mens bøfferne hviler, laves blomkålscremen færdig:
Purér den kogte blomkål med en stavblender eller i en effektiv minihakker. Den skal være helt cremet. Tilsæt smør i tern og blend til cremen er glat. Smag til med salt og peber.

SERVERING
Skær bøfferne ud i 1 cm skrå skiver. Smør et generøst lag af blomkålscreme på et fad eller på 4 tallerkener. Læg skiver af bøf ovenpå. Top med de grillede padrons og drys med lidt flagesalt. Servér.