Disse småkager er et ’must’ når det bliver jul. De er lavet på brunkagemanér men krydringen er helt anderledes: I stedet for de ’julede’ krydderier og den mørke farin, smager disse af både syltet sød – og tørret stærk ingefær – rundet med lys muscovado sukker.
6-8 plader, 120-150 stk
Du skal bruge
250 g smør
250 g lys muscovadosukker
100 g lys sirup
150 g syltede ingefær
2 spsk ingefærsirup
500 g mel
2 tsk natron
1 spsk tørret, stødt ingefær
200 g mandler
Sådan gør du
Smør. muscovadosukker og sirup smeltes sammen i en gryde. Gryden tages af varmen. De syltede ingefær skæres i store chunks, cirka 1 x 1 cm og røres i sukkerblandingen sammen med ingefærsiruppen.
Mel, natron og stødt ingefær blandes i en skål – det gøres nemmest med et piskeris. Mandlerne smuttes og kommes i melet. Sukkerblandingen hældes over og det hele røres godt sammen. En aflang form, ca. 10.x30 cm fores med husholdningsfilm og dejen kommes i formen, trykkes godt ud i hjørnerne og overfladen glattes. Stilles koldt til næste dag.
Dejen skæres til tynde, tynde småkager med en skarp kniv eller på pålægsmaskine. Bages ved 180 grader i 7-11 minutter til de er lysebrune. Afkøles på rist og gemmes i dåser.
Tips & Tricks
Der er uendelig forskel på småkager der er 1 mm tykke og småkager der er 2 mm tykke: Jo tyndere de skæres – jo bedre smager de… Jeg har brugt en Raadvad rugbrødsskærer i mange år – kun til at skære småkager på. Den kom dog på pension da jeg købte en rigtig – rigtig – god kokkekniv: De slår alt og jeg har ikke brugt hverken Raadvad, mandolin eller andre skær-tyndt-nok-køkkendimser siden.