Endnu en asiatisk suppe, hurtig at tilberede men fuld af smag. Der skal lidt forskelligt i, men spiser du i forvejen asiatisk mad, har du nok de fleste ingredienser – og den kan laves på en halv times tid…

4-5 personer

 

Du skal bruge
SUPPE
1½ l hønse eller grøntsagsfond (eller en blanding)
1 stængel citrongræs, banket flad men stadig hel
Tynde skiver frisk ingefær af ca. 5 x 5 cm
3 tsk soya
2 tsk fiskesovs
1 tsk sriracha

KØDBOLLER
500 g hakket kyllingekød (fritgående eller øko)
1 tsk salt
1 spsk revet løg
1 almindelig rød chili, finthakket
½ bundt hakkede koriander
1 tsk nigellafrø
1 lille spsk maizena
½ tsk peber

DESUDEN
200 g glasnudler
1 rød chili i tynde ringe
Resten af korianderbundtet, hakket
2 forårsløg i tynde stimler

Sådan gør du
Læg glasnudlerne i blød i rigeligt koldt vand i en skål. Bring fonden i kog med resten af ingredienserne til suppen. Mens suppen simrer, laves kødbollerne:

Kyllingekødet røres grundigt med salt til farsen hænger godt sammen – det holder bollerne saftige. Bland resten af ingredienserne i og form farsen til små kødboller. Jo mindre jo mindre jo bedre – valnøddestørrelse er god. Sæt godt saltet vand over i en gryde og bring det i kog. Kog kødbollerne over 2 omgange – de skal have 6-8 minutter, til de føles faste. Læg dem på en tallerken når de er færdige.

Chiliringene, resten af korianderne og de strimlede forårsløg kommes i suppen. Lad dem simre et minuts tid, kom derefter glasnudler og kødboller i og lad det simre med endnu et minut.

Servér suppen rygende varm i skåle, gerne drysset med friske koriander og lidt chili i tynde ringe.

Tips & Tricks
Den hurtige måde at fjerne kerner fra en chili: Skær toppen med stilk af chili’en. Vend bunden i vejret på chili’en hen over vasken og rul den mellem hænderne, så kernerne løsnes og drysser ud. Bank chili’en let på kanten af vasken – så er den kernefri og kan skæres i fine ringe ????