Min yngste har taget chili til sig – i en sådan grad at maden morgen – middag – aften ofte akkompagneres af 3-4 chilisaucer, pulver, flager og andet stærkt stads. Og så har han lavet sin egen hotte salsa – den får I opskriften på her.

 

En skålfuld

 

Du skal bruge
2 røde peberfrugter
½ mellemstort løg
2 røde, aflange chili (ikke så stærke – dem fra supermarkedet)
2 jalapenos
3 fed hvidløg
1 spsk olivenolie
2 dåser flåede tomater
½ tsk løgpulver
Et nip cayennepeber
salt, peber
Et nip sukker

Sådan gør du
Peberfrugter, løg, chili, jalapenos og hvidløg hakkes fint. Blandingen svitses i lidt olivenolie i en dyb pande eller en gryde. Rør rundt med en spatel undervejs, så det ikke brænder på. Når løgblandingen har svitset et par minutter, kommes de flåede tomater i. Salsa’en simrer 5-10 minutter og smages til med krydderierne. Simrer yderligere 10 minutter til den er tyknet, smages til igen og afkøles.

Salsa’en kan holde sig minimum 1 uge på køl.