I forbindelse med en større komsammen, skulle jeg finde på en masse små tapasretter. De fleste retter skulle kunne laves i forvejen og det skulle selvfølgelig smage fantastisk. Jeg forsøgte mig med en spansk kartoffeltortilla – og den var bare rigtig kedelig … smagte mest af kolde kartofler og hvidløg. Så gik jeg i tænkeboks, og fandt på at smække serrano skinke og parmesan i tortillaen… DET blev godt! Resultatet får du her.

 

20-24 tapasstykker

 

Du skal bruge
1 kg kartofler
1 stort løg
2 fed hvidløg
20 friske kviste timian
8 æg
½ dl piskefløde
1 spsk olivenolie
salt, peber
200 g serrano skinke
50 g parmesan (eller anden hård ost, fx pecorino, manchego…)

Sådan gør du
Kartoflerne skylles men skrællen må gerne blive på. De skives så fint som muligt – et mandolinjern gør tilværelsen nemmere her… Skiverne kommes i en si, de skylles godt under den kolde hane og sættes til afdrypning. Løg, hvidløg og bladene fra timiankvistene hakkes fint (timianbladene tages nemmest af stænglerne ved at nippe de øverste blade af, og dernæst ‘trække’ bladene af stænglerne oppefra og ned. Stænglerne fra kvistene kasseres). Æggene piskes sammen med fløden.

Et ovnfast fad på 20 x 30 cm smøres godt med olivenolie i bunden og på siderne. 1/4 af kartoflerne lægges taglagt i fadet. De krydres med en smule salt og godt med peber og 1/3 af løg-timian blandingen drysses over. 1/4 af æggeblandingen hældes ud over og halvdelen af serrano skinken lægges ovenpå, så kartoflerne er dækket med skinke. Den næste 1/4 af kartoflerne lægges ligeledes taglagt ovenpå skinken, så salt og peber, løgblanding, æggemasse og til sidst rives parmesanen ud over. Så endnu 1/4 kartofler, salt, peber, løg, æg – og dernæst resten af skinken – og til sidst de sidste kartofler. Pres det hele godt sammen i fadet, arranger kartoffelskiverne så de ligger pænt – og hæld den sidste æggemasse over.

Fadet sættes i ovnen på 200 grader i ca. en time – den første halve time med folie over.

Spis tortillaen lun eller kold – den smager bedst kold. Lad tortillaen stå i fadet til den er kølet helt af, skær den fri og vend den ud på et spækbræt, og vend den dernæst rundt på et andet spækbræt, så toppen kommer opad. Skær kanterne lige (de kan guffes mens man arbejder) og skær tortillaen i små kvadrater på ca 4 x 4 cm med en skarp kniv.