Denne dessert varsler forårets komme med den første afgrøde der kan høstes i de danske haver. Men hvis du sørger for at plukke rabarber til fryseren, er dette en nem og dejlig dessert at lave hele året. Desserten har et knasende sprødt låg af mandler og havregryn og er en af de retter der overrasker med sin sød-syrlige balance, den ristede smag fra nødder og havre samt fedmen fra flødeskummet…

 

4-6 personer

 

Du skal bruge
500 g rabarber (evt. frosset og tøet op inden brug)
100 g rørsukker
1 tsk citronsaft
150 g mandler
100 g rørsukker
150 g havregryn
150 g smør
1 spsk vaniljeekstrakt

TILBEHØR
Masser af flødeskum

Sådan gør du
Rabarberstængerne rengøres: Evt. blade skæres af og det brune ved foden af stilken fjernes. Lad endelig den hvide del af stilken sidde – det er det bedste stykke på hele rabarberen. Stænglerne skæres i 1½-2 cm skiver, vendes med sukker og citronsaft og kommes i et ildfast fad, fx en tærteform (uden løs bund), ca. 22 cm i diameter. Mandlerne hakkes groft, evt. i en foodprocessor – de skal ikke smuttes først – og blandes med sukker og havregryn. Smørret skæres i tern, kommes i mandelblandingen og gnides ind i mandler/havregryn, til massen er sammenhængende og ensartet. Vaniljeekstrakten blandes i.

Mandelmassen fordeles som et løst låg over rabarberne. Rabarbercrumblen bages i ca. 20 minutter ved 200 grader. Serveres lun med letpisket flødeskum.

Tips & Tricks
Efterhånden som vi kommer længere hen på foråret, stiger mængden af oxalsyre i rabarberne, og der skal typisk bruges lidt mere sukker i opskrifterne. Efter midsommer lader man rabarberne stå – men høster måske en gang eller to i sensommeren, hvor oxalsyren igen er faldet.

Du kan lave crumble-dejen dagen før, og blot komme den i en frysepose. Rabarberne gør du klar i fadet – så skal der blot crumble på inden den bages.