Enkelt og alsidigt tilbehør. Kartoflerne bliver dejlig faste af at blive bagt, får en lidt nøddeagtig smag og rynker let i skindet. Opskriften er rigtig god som en del af en større buffet – jeg bagte 4 kilo kartofler som jeg lagde i et rummeligt fad og dækkede med folie og et håndklæde. En time efter var de stadig godt lune og lækre at spise. De er også rigtig gode kolde med mojo eller vendt med pesto og finthakkede skalotteløg til en kartoffelsalat.

 

4 personer

 

Du skal bruge
1 kg små kartofler med skræl
1 spsk olivenolie
1 spsk flagesalt
8-10 stilke frisk timian

DESUDEN
Yderligere et par tsk flagesalt lige før servering

Sådan gør du
Tænd ovnen på 200 grader. Vask kartoflerne, dryp dem af og vend dem med olivenolie, 1 spsk salt og hakket timian.

Kom bagepapir i en bradepande og fordel kartoflerne deri – de skal kun ligge i et enkelt lag. Bag kartoflerne i ca. 45 minutter til de er helt møre, vend dem rundt undervejs.

Kommes i serveringskål, drysses med yderligere lidt flagesalt og serveres.