Eton Mess, dekonstrueret pavlova – eller blot marengs med flødeskum og friske bær. Dette er nok den mest populære sommerdessert, jeg har på repertoiret i øjeblikket: Sprøde, luftige marengs, fed flødeskum med vanilje og sommerens bær med sukker og lime – en alfe-agtig dessert. Hyldeblomsterne er ikke uvæsentlige for desserten, men den kan muligvis godt laves uden …. ????
4-5 personer
Du skal bruge
MARENGS
3 æggehvider
150 g sukker
1 tsk eddike eller citronsaft
DESUDEN
500 g jordbær
150 g blåbær
150 g hindbær
1-2 spsk sukker
1 spsk limesaft
2½ dl piskefløde
2 spsk vanilje ekstrakt eller korn fra 1 stang vanilje + 2 tsk sukker
50 g mørk chokolade
1 skærm friske hyldeblomster
Sådan gør du
MARENGS
Tænd ovnen på 125 grader (gerne varmluft).
Gnid en rummelig røreskål med en halv citron eller med køkkenrulle vædet med en smule citronsaft eller eddike. Citronsaften neutraliserer evt. fedtrester der måtte ligge på skålens overflade, og som kan forhindre æggehviderne i at blive helt stive. Kom æggehviderne i skålen og pisk kortvarigt med el-pisker, til æggehviderne danner bløde toppe. Drys sukkeret i æggehviderne, et par spiseskefulde ad gangen, mens du pisker videre. Pisk yderligere et par minutter, til marengsmassen er glat og skinnende.
Sæt marengsmassen på bagepapir med et par spiseskeer i toppe på størrelse med små tennisbolde. Sørg for lidt afstand mellem marengsen, da de vokser en del. Bages en time ved 125 grader. Når tiden er gået slukker du ovnen, og lader marengsene stå i lukket ovn, til de er helt kolde, evt. til dagen efter.
DESUDEN
Rens bærrene. Skær jordbærrene i mundrette stykker og kom alle bær i en skål. Vend dem med sukker og limesaft. Dæk med film eller blot en tallerken, og lad dem trække på køkkenbordet 1-4 timer.
Pisk piskefløde med vaniljeekstrakt, til fløden danner bløde toppe – ikke mere end det. Fløden kan filmes og stilles på køl et par timer inden servering. Hak chokoladen groft og stil til side. Knus marengsene en smule og kom dem i et dybt fad.
LIGE INDEN SERVERING
Dryp marengsene med lidt af saften fra bærrene. Dæk dem med flødeskummet og arrangér bærrene ovenpå. Sigt evt. bærrene inden, så saften ikke løber ud i flødeskummet. Drys med chokoladen. Klip de små blomster af hyldeskærmen ud over retten, og server.