Ingen dikkedarer – hel klassisk æggesalat. Denne portion giver 8 store trekantede sandwiches, lige til at stoppe i madkurven eller sætte på frokostbuffeten.
6-8 sandwich
Du skal bruge
8 æg
1½ dl mayonnaise
1½ tsk mild karry
1 tsk dijonsennep
1 tsk fint salt
En smule sukker
Friskkværnet peber
2 spsk finthakket purløg
Sådan gør du
Kog æggene i 8-9 minutter, så du er sikker på at de er hårdkogte. Køl dem af og pil dem. Hak nu æggene nogenlunde fint – jeg kommer dem i en skål eller beholder med lodrette sider og ‘skærer’ i dem med en lang kokkekniv, indtil de er hakket i ca. 5 mm stykker. Alternativt hakker du dem på et spækbræt.
Rør alle ingredienser undtagen æg sammen i en skål. Kom de hakkede æg ved og rør godt sammen. Smag til og smør dine sandwiches eller sæt æggesalaten på køl til du skal bruge den.
Tips & Tricks
Smør sandwiches nogle timer eller dagen før du skal bruge dem. Pak dem ind i et vådt men hårdt opvredet viskestykke og dernæst i film. Fugten fra viskestykket vil holde sandwichene fugtige og lækre.