Syrlig-sød cremet koldskål med en tydelig smag af vanilje og citron … Sommer i en skål. Min bonusmor, Kisser, lavede altid koldskål med skyer af marengs i stedet for flødeskum. Hvis ikke du har prøvet det, så gør det endelig; den søde luftige marengs smager fantastisk sammen med den syrlige men cremede koldskål. Vi kommer begge dele på, foruden kammerjunkere og gerne friske jordbær … Så behøver man ikke mere at spise den dag!
4 personer
Du skal bruge
2 æggeblommer
3 spsk vaniljeekstrakt
4 spsk sukker
revet skal af 1 citron
½ liter tykmælk
½ liter kærnemælk
1½-2 spsk citronsaft
DESUDEN
1½ æggehvide, jeg bruger pasteuriseret
3-4 spsk sukker
2 dl piskefløde
kammerjunkere
Sådan gør du
Æggeblommer, vaniljeekstrakt, sukker og citronskal kommes i en rummelig skål og piskes lyst og tykt, ca. 5 .minutter. Tykmælk og kærnemælk blandes i æggemassen med en ske. Koldskålen smages til med citronsaft – den skal være let syrlig men uden at citronen dæmper den søde fyldige smag.
Trækker på køl min. ½ time – gerne nogle timer. Lige inden servering piskes marengs og flødeskum; æggehviden piskes til luftige toppe. Sukkeret drysses i ad et par omgange og marengsen piskes blank og stiv.
Piskefløden piskes cremet, som vælling. Koldskålen serveres med striber af den letpiskede fløde, toppe af marengs, evt. friske bær og knuste kammerjunkere.