Peter og jeg tog bilen en fredag eftermiddag og kørte til Odder. Odder som i “other” – ikke som dyret odder, fik jeg læst og påskrevet. Anyway – lige syd for Odder ligger Brandbygegaard, og her var vi til vegetarbuffet og efterfølgende jazzkoncert hos Lone landmand og Søren Sørøver. Søren havde lavet en vidunderlig quiche med sølvbeder og karamelliserede løg og det inspirerede mig til at udvikle en quiche, hvor de karamelliserede løg fik plads på første række – det lykkedes formidabelt.
Opskriften er diabetes / stabilt blodsukker-venlig, da bunden er lavet af groft mel (i stedet for hvedemel) og tærten i øvrigt ikke er spor fedtfattig (fedt er med til at stabilisere blodsukker).
4 personer
Du skal bruge
DEJ
200 g grahamsmel
½ tsk fint salt
125 g koldt smør i tern
1 æg
FYLD
100 g bacon i tern – brug en go’ bacon man køber i hele stykker
1 fed hvidløg
En lille sjat olie
3-5 skalotteløg, måske 150 g
1 spsk smør
200 g friske spinatblade
1 fed hvidløg, hakket
ÆGGEMASSE
4 æg
1½ dl piskefløde
75 g revet ost; maasdamer, emmentaler, cheddar eller hvad du nu holder af
1 spsk frisk oregano eller timian – eller 1 tsk tørret
Evt. ½ tsk sød chilipulver
En smule salt og peber
Sådan gør du
DEJ – I FOODPROCESSOR
Mel og salt kommes i foodprocessoren og pulses kortvarigt til det er blandet. Smørtern kommes i og det køres kortvarigt til smørret er fordelt i melet. Ægget kommes i og det hele pulses sammen til dejen er sammenhængende – er den stadig svær at samle så kom en lille sjat koldt vand i. Så snart dejen hænger sammen i en klump (eller et par stykker ) stopper du med det samme, tager dejen ud og presser den sammen til en fladtrykt kugle (ikke ælte), pakker den ind i film og lægger den på køl en halv times tid.
DEJEN – MANUELLA
Mel og salt blandes og smørret nuldres ind i melet til det ligner revet ost. Dejen samles med ægget og evt. en smule vand – må ikke æltes. Presses sammen til en fladtrykt kugle og lægges på køl pakket ind i film.
Tænd ovnen på 200 grader.
FYLD
Mens dejen hviler forbereder du fyldet: Steg bacontern i en smule olie, til den er gylden – kom hvidløg ved til sidst, så de lige når et minut eller to på panden. Kom bacon og hvidløg på en tallerken men lad baconfedtet blive på panden. Halver imens løgene og pil dem. Steg de halve løg med skærefladen nedad, på medium varme i den overskydende baconfedt samt en klat smør, måske 4-5 minutter, til de er godt brune. Hæld ½ dl vand ved, læg låg på (eller noget der ligner), skru lidt ned og lad løgene dampe næsten møre, i 10-15 minutter. Krydr med lidt salt undervejs.
Mens løgene steger, pisker du alle ingredienser til æggemassen sammen og skyller spinaten. Når løgene er stegt, lemper du dem forsigtigt over til de stegte bacontern. Kom nu spinaten på panden sammen med en smule salt og vend den rundt, til bladene er faldet sammen. Hæld på en tallerken og stil til afkøling.
Rul quichedejen ud til ca 3 mm tykkelse og lemp den over i et tærtefad, 24-28 cm. Går dejen i stykker, så lapper du den bare direkte i tærtefadet. Skær kanten til, prik bunden og bag bunden i 10-12 minutter, til overfladen er bagt.
Knug væden af den afkølede spinat, hak den groft og kom den i æggemassen sammen med bacon og hvidløg. Vend det godt sammen. Hæld æggemassen i den forbagte tærtebund. Læg de halve karamelliserede løg på toppen af tærten og tryk dem ned i æggemassen.
Bag tærten i 25-30 minutter eller til æggemassen er netop stivnet.
Spis tærten varm eller lun med en simpel salat med vinaigrette til.
Tips & Tricks
Du kan naturligvis variere en sådan quiche, og det er en super god opskrift, hvis du skal have ryddet lidt ud i hospice grøntsagsskuffen. Læs her hvordan du kombinerer en god madtærte.