Man skal ikke forsøge at overgå den traditionelle tiramisu, der laves med espresso og kaffelikør – det bliver ikke bedre end det. Men – det kan faktisk blive lige så godt. Man skifter espressoen ud med limoncello og tilfører lidt lemoncurd – citroncreme og måske et par håndfulde hindbær. Det er syrligt, sommerligt og ganske mageløst.

Tiramisu betyder “træk mig op” (tira-mi-su), og tiramicello kan – med lidt god vilje – kaldes “træk mig i himlen” (tira-mi-cielo) … og jeg tænker at det er et passende navn til denne dessert. Her er til 12-15 personer men en almindelig familie kan godt spise denne portion i løbet af en weekend – just sayin’ …

 

12-15 personer

 

Du skal bruge
SIRUP:
Saft fra ca 3 citroner – mål af til 1,25 dl
1,25 dl sukker
1,25 dl limoncello

CREME
5 æggeblommer
125 g lys rørsukker
500 g mascarpone
5 æggehvider

DESUDEN
30-35 savoiardi (sprøde kagekiks – også kaldet ladyfingers)
1,25 dl lemoncurd – jeg bruger denne
3-4 spsk mandelflager
2 håndfulde friske hindbær
Evt. lidt guldstøv

Sådan gør du
SIRUP
Pres citronerne og mål saften af. Supplér evt. med lidt citronsaft fra flaske til du har de 1,25 dl. Kom citronsaft og sukker i en lille kasserolle. Kog op og lad det koge til sukkeret er opløst – det tager kun et par minutter. Kom siruppen i en skål, køl den lidt af og tilsæt dernæst limoncello.

CREME
Skil æggeblommer og -hvider og hver sine rummelige skål. Pisk æggehviderne stive og stil dem til side. Pisk derefter æggeblommer og sukker til en lys, tyk æggesnaps. Kom mascarpone i og vend det sammen med en dejskraber eller rør forsigtigt med et piskeris. Hvis du pisker mascarpone for meget, risikerer du at den bliver tynd (så kan man tilsætte 1 blad husblas … jeg taler af erfaring). Vend til sidst de piskede æggehvider i massen.

SAMLING
Find et fad med høj kant, ca. 20 x 30 cm. Vend hurtigt de små kiks – ladyfingre – i citron-likør-siruppen så begge sider vædes. Vend to af gangen – hvis de ligger for længe i siruppen opløses de. Læg kiksene i bunden af fadet ved siden af hinanden til de dækker bunden. Gem den anden halvdel af kiksene lidt. Rør lemoncurd’en lind – du kan evt. varme den 5-10 sekunder i en mikroovn. Smør halvdelen af lemoncurden i et tyndt lag på kiksene. Fordel derefter halvdelen af mascarponecremen ovenpå. Gentag med de sidste ladyfingre vendt i sirup, lemoncurd og til sidst mascarponecreme. Hvis du har sirup i overskud, kan du dryppe lidt ekstra over kiksene, inden du kommer den sidste mascarponecreme på. Sørg for at alle ladyfingre er dækket af creme. Stil tiramicello’en koldt til næste dag – eller min. 6 timer.

Mens tiramicello’en finder sig selv på køl, rister du mandelflagerne i ovnen, til de er gyldne. Hold øje med dem og vend rundt i dem undervejs. Lad dem køle af.

SERVERING
Drys tiramicello’en rundhåndet med de ristede mandelflager, fordel de friske hindbær over og servér, evt. med et glas limoncello til. Er der fest i haven pynter lidt guldstøv ganske betragteligt…

Tips & Tricks
Jeg begyndte for nylig at bruge rigtige æg igen, i kolde retter hvor ægget ikke skal varmes op. Det har været tilladt i en del år, men jeg har været en kylling (så at sige) og stædigt anvendt æggeblommer og -hvider fra plastbægre. Du kan gøre som du vil – men man kan altså godt smage om æggene er hældt ud af en æggeskal eller et plastbæger…