De brunede kartofler til julemiddagen er – hvis man googler dem – stort set umulige at lave … Man skal næsten bede en bøn til det rigtige verdenshjørne, hvis det skal lykkedes. Og det er altså ikke rigtigt. Her kommer opskriften på perfekt brunede kartofler, hvor sukkeret ligger som en tyk glasering omkring hver kartoffel. Stol på det – den er testet af mine landmands-kursister juleaften, hvor de brunede kartofler blev en stor succes!

 

6 personer

 

Du skal bruge
1½ kg små kartofler
3 dl hvidt sukker (ikke rørsukker da det nemmere brænder på)
2 dl koldt vand
50 g smør

Sådan gør du
Sæt en dyb pande eller en gryde over blusset og skru op på god varme. Hæld sukkeret i gryden og ryst gryden, så sukkeret fordeler sig i et tyndt lag. Smelt nu sukkeret mens du holder øje med det HELE tiden. Du må ikke rode i det, men kan styre processen ved at tage gryden til og fra varmepladen og evt. ryste gryden lidt.

Når sukkeret er smeltet tilsætter du vandet. Det bruser op, så pas på du ikke brænder dig. Skru lidt ned og lad vand og karamel smelte sammen til en karamelsovs – det tager nogle minutter. Der skal ikke være store klumper i karamellen. Kom dernæst smørret ned i karamellen.

Mens smørret smelter i karamellen, hælder du kartoflerne i en sigte og skyller dem under den kolde hane, så de er godt våde. Hæld nu forsigtigt kartoflerne ned i karamellen. Det er nu de fleste tænker, at det bliver s… da aldrig godt, det her. Men det gør det. I løbet af de næste 15-20 minutter vil karamellen gradvist lægge sig som en tyk glasering omkring hver enkelt kartoffel. Vend dem jævnligt og forsigtigt.

Hvis kartoflerne er færdige før resten af maden, sætter du dem blot til side med låg på. Vend rundt i dem ind imellem, og varm dem evt. kort op inden servering.

Tips & Tricks
Hvis du har andet at lave juleaften .. sådan ca. ½ time før spisetid (ha ha) – så kan du snyde lidt, og koge karamelsovsen dagen før: Følg opskriften til og med at du kommer smør i. Kom derefter en sjat ekstra vand i karamelsovsen og stil blot gryden til side (fx udenfor) med låg på. Når det er tid til at brune kartoflerne, varmer du blot sovsen op, rører godt rundt og bruner kartoflerne, det tager en halv times tid ialt.