Torta caprese er en egnskage fra Capri. Den bages i mange varianter – fra den helt enkle med lige dele chokolade, mandler, sukker og æg – til de mere udviklede opskrifter der giver kagen lidt kant. Jeg blander finthakkede mandler i dejen for at få lidt at tygge på, og så giver jeg kagen et hint kaffe, som passer så godt til den intense chokoladesmag – og til Italien. Kagen er saftig og tæt og så er det virkelig en chokoladekage – uden kakao af nogen art. Den kan bages flere dage i forvejen og skal blot stå køligt, og vil være ideel som dessert til fx nytårsmiddagen.
12-14 stykker
Du skal bruge
160 g. ret mørk chokolade, jeg bruger denne 77% chokolade fra Anton Berg men 80% chokolade kan sagtens bruges
160 g smør
160 g. kokossukker eller et. blot almindelig gylden rørsukker
110 g mandelmel
50 g. smuttede, ristede, finthakkede mandler – eller blot yderligere 50 g. mandelmel
1 nip fint salt
1 spsk instant kaffe + 1 spsk kogende vand
2 æg, delt i blommer og hvider
TILBEHØR
½ liter piskefløde, pisket til blødt skum
Evt. 4-5 søde appelsiner skåret i fileter og marineret i egen saft
Sådan gør du
Tænd ovnen på 160 grader varmluft. Fór en 22-24 cm springform med bagepapir i bunden og smør siderne godt med smør.
Smelt smør og chokolade i vandbad, stille og roligt. Tag skålen af varmen når det akkurat er smeltet og sæt til side. Del æggene i to skåle med blommer for sig og hvider for sig. Kom kokossukkeret ned til æggeblommerne og rør det let sammen. Æggeblommerne vil smelte sukkeret lidt og gøre det mere flydende.
Pisk æggehviderne til bløde toppe med saltet. Pisk kokossukker og blommer i nogle minutter til det er lyst og luftigt. Bland instant kaffe og kogende vand til det er klumpfri og pisk det i ægge-sukker massen. Vend den let afkølede chokolade-smør blanding i. Vend dernæst mandelmel og de finthakkede ristede mandler i. Massen bliver forholdsvis fast men det er ok. Pisk ca. 1/4 af æggehviderne i dejen – du må godt piske godt til. Vend til sidst de resterende 3/4 æggehvider forsigtigt i dejen med en dejskraber.
Hæld dejen i springformen og bag kagen i 35-40 minutter – hold øje med at den ikke bliver for mørk men dæk den evt. til med stanniol.
Servér den lun eller ved stuetemperatur (ikke køleskabskold) med letpisket flødeskum og evt. appelsinfileter.
Tips & Tricks
Kager der ikke indeholder hvedemel eller andre stivelsesholdige ingredienser, kan man ikke tjekke, hvorvidt de er færdigbagt, med fx en kødnål eller en lille kniv, da evt. ubagt dej ikke vil hænge ved. Så – her må du gå med din fornemmelse. Jeg bagte kagen for lidt, første gang jeg lavede den, men det betød blot at den var lidt flydende i midten – ikke helt ulig en lava-kage, og det var ikke noget problem.
For diabetikere eller andre der gerne vil holde et rimeligt stabilt blodsukker, vil et stykke kage (som er delt i 12 stykker) indeholde hvad der svarer til ca. 9 g. hurtige kulhydrater (4 g fra chokoladen og 5 g. fra kokossukkeret der har 1/3 blodsukkerstigning af almindeligt sukker). Kommer du appelsinfileter ved skal du lægge 2-3 g yderligere til.