Focaccia er nok et af mine ynglings-madbrød; sprød skorpe, luftig og sej krumme – og en tydelig smag af olivenolie og krydderurter. Focaccia bages traditionelt på en fordej, hvor en del af dejen laves dagen før brødet bages. Fordejen – biga’en som den kaldes i Italien – giver focaccia’en den seje krumme, man kender fra surdejsbrød – men uden at give brødet en syrlig smag. Det er nemt at bage med biga; det tager under 5 minutter at røre den sammen, og så skal den bare stå og vente til dagen efter. Det sværeste er at huske at gøre det ;).

 

2 stk på ca. 20 x 20 cm – eller 1 stort

 

Du skal bruge
BIGA
5 dl vand
4-5 g gær (på størrelse med en hasselnøddekerne)
500 g hvedemel

RESTEN AF DEJEN
200 g hvedemel
1 spsk groft salt
2 spsk olivenolie

TOPPEN AF BRØDET
6 spsk olivenolie
3/4 dl friske, hakkede krydderurter, fx en blanding af timian, oregano og rosmarin – eller blot en af disse
1 tsk groft salt

Sådan gør du
DAG 1 – BIGA
Gæren opløses i vandet og melet røres i . Biga’en røres grundigt sammen, dækkes med et klæde og står ved stuetemperatur til næste dag.

DAG 2 – RESTEN
Biga’en kommes i en røremaskine eller i et rummeligt dejfad. Olivenolien (2 spsk) og det resterende mel kommes i og dejen røres grundigt sammen: På røremaskine ved høj hastighed i ca. 3 minutter, med elpisker og dejkroge i ca. 5 minutter og i dejfad med gode armkræfter og måske 8-10 minutter. Saltet kommes ved og dejen røres 1 minut mere, til saltet er godt fordelt i dejen. Dejen skal være klistret men sammenhængende. Den kan ikke æltes med hænderne på traditionel vis – det er den for våd til.

Tænd ovnen på 225 grader. Find 2 egnede bageforme frem (ca. 20 x 20 cm hver) eller bag focacciaen i en bradepande eller blot på en bageplade. Fór bageformene med bagepapir – det gøres nemmest sådan: Krøl bagepapiret sammen til en kugle og gør det godt vådt under handhanen. Nu er det føjeligt og kan komme ned i formen og ud i hjørnerne. Fordel 3 spsk olivenolie i bunden af de to forme eller på bagepapir på bagepladen. Fordel dejen i de to forme og bred den ud, så den kommer ind i hjørnerne af formen. Kom et klæde over og lad focacciaerne hæve et lunt sted i ca. en time, til de er hævet op.

Mens dejen hæver, laver du urteblandingen til toppen af brødene: Hak krydderurterne groft og bland dem med de resterende 3 spsk olivenolie i en skål.

Når focacciaerne er hævet ca. 50% smør du urteblandingen generøst ud over focacciaerne med hænderne og prikker samtidig huller i dejen med fingrene, tæt på hinanden. Drys med den sidste tsk groft salt og bag focacciaerne midt i ovnen i 20-25 minutter, til de er brune og gennembagte, og lyder hule i bunden. Det kan være nødvendigt at flytte lidt rundt på dem eller at vende sin bageplade halvvejs under bagningen, for at få dem jævnt brune.

Spises lune til supper, fx ribolita eller på buffetter – al slags mad hvor man kan søbe sovs eller suppe op.