Faster Bente var af den gamle skole; mor til 4 og hjemmegående på et fantastisk landsted i Nordsjælland. Hun og Poul købte stedet i 50’erne, og det blev deres livsværk; at istandsætte, bygge til og om, have kvæg på markerne omkring dem, høns i haven og en plantage med grantræer, som hele familien solgte hver december. Det var i mange år en fast tradition for vores familie, at tage til Vildtfogedhus for at hente årets juletræ. Bente anlagde en meget smuk have med bakket græsplæne, der smøg sig om husene, samt et utal af overdådige blomsterbede. Der havde hun ‘åben have’ en del år på udvalgte datoer, og der blev skrevet mange artikler om hendes have.
Når Bente ikke var i haven, stod hun i køkkenet. Der var altid småkager i en dåse, når man kom forbi til te, og de var altid gode; bagt med smør, på gammeldaws manér. Disse mørdejssnegle er nogle af de absolut allerbedste, med den bløde marengs på sprød mørdejsbund – lige til at blive smålykkelig af.
Portionen giver 16-18 stykker
Du skal bruge
200 g mel
200 g smør
1 spsk flormelis
1 nip salt
2 æggehvider
100 g sukker
Sådan gør du
FOODPROCESSOR
Kom mel, flormelis og salt i foodprocessoren. Kom smørret oveni, i mindre stykker. Kør processoren til dejen har samlet sig. Saml dejen hurtigt , film den og læg på køl.
MANUELLA
Mel, flormelis og salt blandes i en skål. Det kolde smør skæres i tern, kommes i melet og smuldres mellem fingrene, til det ligner revet ost. Saml dejen, film den og læg på køl.
DEREFTER
Tænd ovnen på 200 grader. Pisk æggehviderne til bløde toppe. Pisk videre, mens sukkeret drysses i ad 3-4 omgange. Pisk marengsen helt stiv.
Rul den kolde mørdej ud til et stort rektangel der måler ca. 35 cm på den lange led. Dejen skal være ca. 2 mm tyk, ikke mere. Smør marengsen ud på mørdejen, men hold 5 cm fri på den ene langside. Rul nu dejen sammen til en roulade hen mod den marengsfri kant. Skær med en skarp kniv rouladen i 2 cm brede stykker, og placér marengs-sneglene på en bageplade med god afstand. Når alle snegle er skåret ud, trykkes de lidt fladere og “udad”, så de åbner sig lidt. Måske flækker mørdejen lidt, det gør ikke noget.
Sneglene bages ved 200 grader i 12-16 minutter, eller til både mørdej og marengs er gylden. Træk bagepapiret over på en rist så de kan køle af, og kom dem dernæst i tætsluttende dåser. De kan holde sig nogle dage – men det gør de aldrig. Planlæg en let aftensmad den dag, måske en salat – og lad være med at bage dobbelt portion, for så får man mavepine.