Denne opskrift er udviklet til en sommerbuffet: Jeg havde rygende travlt på arbejdet, trængte til sommerferie – og Sofie-pigen blev student. Maden skulle derfor være nem at preppe dagen i forvejen, den skulle være nem at færdiggøre på dagen – og den skulle smage rigtig, rigtig godt. Resultatet blev disse ovnstegte kyllingelår med masser af frisk citron. Succesen gentages om 10 dage til Julles non-firmation!

 

4 personer

 

Du skal bruge
MARINADE
½ dl olivenolie
2 tsk honning
Fine strimler af skallen fra 1 stor eller 2 mindre citroner
2 fed revet hvidløg
10-12 stængler frisk citrontimian, skyllet godt og hakket groft
½ tsk groft salt
1 knsp citronpeber

DESUDEN
4 hele kyllingelår (fritgående eller øko)
Lidt flagesalt eller groft salt

Sådan gør du
DAGEN FØR
Alle ingredienser til marinaden piskes sammen og kommes i en frostpose. Lårene deles i over- og underlår og kommes i frostposen. Tryk luften ud af posen, bind en knude og gnid marinaden grundigt ind i lårene.
Læg posen på køl natten over (op til 24 timer).

PÅ DAGEN
Tænd ovnen på 200 grader.
Kom kyllingelårene i et ovnfast fad, hæld lagen over og drys kyllingen med lidt flagesalt (kun lidt – husk at der også var salt i lagen). Steg kyllingen i 35 – 45 minutter til lårene er netop gennemstegte.