Dette er ubetinget juleguf nummer ét i vores hjem, og jeg har gennem mange år forfinet opskriften, som oprindeligt stammer fra min mormor. Den indeholdt både margarine og rom- og mandelessens, men til gengæld hverken marcipan eller kaffe. Så – man kan spørge sig selv, om mormor overhovedet ville have genkendt sin egen opskrift … Forhåbentlig ikke: Her går vi all-in på smør, marcipan i venlige mængder – og naturligvis rigtig rom.

Da jeg fik diabetes, var det magtpåliggende at udvikle en opskrift, der var ligeså god som den opskrift jeg har brugt i årevis – men hvor blodsukkeret ikke røg gennem loftet, når man spiste dem: Man kan nemlig ikke lade være med at konsumere en rundhåndet portion af disse – og det kan heldigvis lade sig gøre med denne blodsukkervenlige variant, hvor man virkelig ikke kan smage, at den på nogen måde er tilpasset det blodsukkervenlige liv.

 

Ca. 50 kugler

 

Du skal bruge
200 g havregryn
40 g god kakao
100 g kokosblomst sukker
100 g smør
100 g sukkerfri revet marcipan – jeg synes at Easis smager ret godt
2 spsk brun rom
1 spsk vand
1 spsk instant kaffe

DESUDEN
200 g kokosmel
Evt. lidt sukkerfri hindbærmarmelade.

Sådan gør du
Smørret tages ud af køl et par timer inden havregrynskuglerne skal laves, så det bliver blødt og til at have med at gøre. Kokosblomst sukkeret males til flormelis i en kaffekværn eller en morter. Det er vigtigt for spiseoplevelsen, at man ikke sidder og knaser sukker, når man spiser kuglerne. Alle ingredienser blandes omhyggeligt – enten i røremaskine med dejkrog eller med hænderne. Massen skal bearbejdes indtil alle havregryn er farvet af kakaoen og massen er ensartet brun.

Massen trilles til små kugler på størrelse med en lille valnød, ikke større. Halvdelen af kuglerne trilles i kokosmel. I den anden halvdel af kuglerne laves en lille fordybning, fx med et rundt skaft fra en grydeske (diameter ca. 1 cm).

Hvis du vil, så lav halvdelen af havregrynskuglerne med hindbær: Lav en fordybning i kuglerne, fx med skaftet af en grydeske. Fyld marmeladen i et lille kræmmerhus eller i en frysepose. Klip et hul i hjørnet af kræmmerhuset eller posen – netop så stort, at hindbærkernerne kan komme igennem. Fyld den lille fordybning i havregrynskuglerne med marmelade.

Tips & Tricks
Jeg laver havregrynskugler hele året, fordi det er en meget vellykket sød snack til dem der gerne vil leve blodsukkervenligt. Jeg deler gerne massen til havregrynskuglerne i 4, triller af den ene del og fryser de 3 andre ned. Så er der havregrynskugler på en kedelig onsdag aften på ti minutter – bare fordi man havde lyst :).