Verdens bedste lagkage. Simpelthen.

 

2 lagkager / 16-20 stykker

 

Du skal bruge

HVID CHOKOLADECREME
4 æggeblommer
2 tsk flormelis
½ dl vanilje ekstrakt
1 liter piskefløde
400 g hvid chokolade

RABARBERKOMPOT
1 kg g rabarber
400 g rørsukker
1 spsk vanilje ekstrakt
3 blade husblas

DESUDEN
6 lyse lagkagebunde

Sådan gør du
Lagkager bør laves dagen før de skal serveres. Her skal du lave både kompot og creme dagen før om formiddagen, så det kan nå at sætte sig, inden du lægger lagkagerne sammen om aftenen, dagen før de skal spises.

HVID CHOKOLADECREME
Æggeblommerne piskes med flormelis til de lysner og tykner let. Vanilje ekstrakten kommes i piskefløden, som piskes til blødt skum. Æggemassen vendes i flødeskummet og det stilles til side.

Den hvide chokolade smeltes forsigtigt over vandbad eller i mikroovn – den brænder let på, så rør rundt med 10 sekunders mellemrum (hvis mikroovn) og rør jævnligt hvis i vandbad. Når chokoladen er smeltet (den skal være mere end håndvarm) piskes et par dl flødemasse i den smeltede chokolade med et håndpiskeris. Pisk godt til, så fløden og chokoladen blandes helt og hurtigt. Vend nu denne chokolademasse i resten af flødemassen og vend det hele rundt med en dejskraber, til chokoladen er fordelt i flødemassen. Stil cremen på køl i minimum et par timer, til den har sat sig og er tyknet lidt.

RABARBERKOMPOT
Rabarberne renses og skæres i 2 cm lange stykker. De kommes i et ildfast fad, rørsukkeret drysses over, vanilje ekstrakten kommes ved og det hele vendes rundt med fingrene. Fadet sættes i ovnen der stilles til 180 grader varmluft og bages uden folie eller låg i 15-20 minutter eller til rabarberstykkerne er netop møre. Er rabarberne frosne skal du beregne lidt længere tid. Imens sættes 3 blade husblas i blød i koldt vand så det dækker.

Når rabarberne er møre, hældes de forsigtigt til afdrypning i en stor si med en skål nedenunder, der kan samle saften op. Mens saften stadig er godt varm, måles 2 dl af saften af, og den opblødte husblas kommes i. Rør rundt så husblassen blandes godt med rabarbersaften og stil til side.

Når rabarberne er dryppet godt af (det tager 10-15 minutter) kommes de forsigtigt tilbage i det ildfaste fad og den afmålte rabarbersaft med husblas i hældes over. Fadet rystes lidt, så saften fordeles mellem rabarberne og fadet stilles til side – gerne på køl. Når kompotten er stivnet op, er den klar til at komme i lagkagerne. Den resterende rabarbersaft gemmes til limonade – det smager vidunderligt.

Både rabarberkompot og hvid chokoladecreme kan laves aftenen før lagkagerne skal lægges sammen.

SAMMENLÆGNING
1/3 af den hvide chokoladecreme tages fra til pynt og sættes på køl. Resten af cremen piskes igennem i hånden, til cremen sætter små blivende ”toppe” når du løfter piskeriset. Pisk ikke for meget – så bliver cremen tør.

2 bunde lægges på to fade og halvdelen af rabarberkompotten smøres ud på disse. Halvdelen af chokoladecremen bredes ud ovenpå kompotten. Bund nummer to lægges ovenpå, resten af kompotten fordeles på disse og resten af chokoladecremen bredes ud. De sidste to bunde dryppes på bagsiden med lidt af den overskydende rabarbersaft og lægges på de øvrige bunde. Saften på den øverste bund vil ”lime” bunden sammen med resten af kagen. Kanterne på kagerne rettes evt. med en paletkniv, hvis noget er løbet ud. Kagerne sættes på køl et par timer.

Når kagerne har ”sat sig” og er blevet lidt faste, røres resten af chokoladecremen lind, og cremen smøres på top og sider af begge lagkagerne. Sørg for at dække kagerne helt. Den creme der er kommet på kanten af fadene fjernes nemmest med fugtig køkkenrulle. Kagerne sættes på køl til dagen efter, hvor de kan pyntes med guldkugler, frysetørret frugt og andet gejl.

Tips & Tricks
Den hvide chokoladecreme kan bruges i mange andre sammenhænge: Prøv en lagkage med friske hindbær eller jordbær, en blåbærmousse – eller riv et par æbler og bland dem med knuste makroner – og servér med en klat hvid chokoladecreme på toppen.