Jeg har lavet en del forårsruller i min tilværelse – nogle blev gode mens andre blev flade eller ubalancerede i smagen. I mine mange forsøg har jeg tilstræbt at der skulle være godt med grøntsager i fyldet og at de ikke skulle være mere besværlige at lave, end at det gik an på en almindelig onsdag, hvis man ellers var inspireret. Nu har jeg naglet en opskrift, som jeg synes er værdig til bloggen :). Husk hoisinsovs – den fuldender oplevelsen.

 

4-5 personer

 

Du skal bruge
1+1 spsk jordnøddeolie (eller anden neutral olie)
½ spidskål
4-5 gulerødder (ca. 300 g)
1-2 røde chili
5-6 mellemstore fed hvidløg
15 g frisk ingefær
6 forårsløg
800 g kyllingebryst
1 tsk tørret stødt ingefær
1 tsk sød chilipulver
2 spsk lys soya
½ bundt koriander (kan udelades)
12-24 stk forårsrulledej, alt efter størrelse
½ l jordnødde- eller solsikkeolie

Sådan gør du
FYLD
Pakken med forårsrulledej tages ud af fryseren og lægges på køkkenbordet.

Del spidskål og gulerødder i mindre stykker og hak det fint i foodprocessoren. Hvis du ikke har en sådan, så riv begge dele på det grove rivejern. Sæt en wok eller en rummelig gryde over på middel varme og kom 1 spsk olie i. Steg kålblandingen et par minutter til det klarer lidt. Det skal ikke tage farve, blot have lidt varme. Imens gøres resten af grøntsagerne i stand: Chili renses for frø, ingefær skrælles, hvidløg pilles og forårsløg renses. Skær det hele i chuncky stykker og hak det derefter fint – det er nemmest i en minihakker men ellers med kniv. Kom de finthakkede grøntsager ned til kål og gulerødder, steg det hele igennem et par minutter mere og kom det derefter i en skål.

Skær kyllingebryst i ca 5×5 cm chuncky stykker. Varm den anden spsk olie op i wokken, steg kyllingen ved god varme og krydr undervejs med stødt ingefær og sød chilipulver. Når kyllingen er akkurat gennemsteegt kommes soya ved, det hele slynges hurtigt rundt og hældes i et fad til afkøling. Når kyllingen er kølet lidt af, hakkes den fint på et spækbræt, og kommes ned i skålen til de stegte grøntsager. Korianderne hakkes ligeledes og kommes ved og det hele blandes.

RULNING
Pakken med forårsrulledej åbnes og dejstykkerne kan nu trækkes fra hinanden. Træk et par stykker af ad gangen og dæk resten til, så de ikke bliver tørre. Læg et dejstykke på køkkenbordet sådan at en dejspids peger mod dig selv. Væd de to kanter på dejstykket der vender væk fra dig med vand. Læg et par store spiseskefulde fyld på dejen, ca. på midten men lidt ned mod enden der er tættest på dig. Fold spidsen ind over fyldet og stram lidt til. Buk siderne ind over og rul nu forårsrullen så stramt som du kan. Læg rullen med spidsen nedad på et stykke bagepapir. De våde kanter vil forsegle rullen så den forbliver tæt når den steges. Fortsæt med at rulle til fyldet er brugt. Kom den resterende dej i en frysepose og frys den ned igen. Er der meget dej tilbage, så del stakken i et par stykker og frys dem i separate poser.

STEGNING
Kom den halve liter jordnødde- eller solsikkeolie i en stor flad pande, olien skal stå min. 2 cm op ad siderne og kunne dække en halv forårsrulle når de steges. Varm olien godt op til det syder omkring en tændstik. Steg nu forårsrullerne 5-8 stykker ad gangen i olien. Vend dem når de er gyldne og læg dem på fedtsugende papir når de er færdigstegt.

Mens forårsrullerne steges, rører du hoisinsovsen. Forårsrullerne serveres med hoisindip og et fad med friske grøntsager skåret i mundrette stykker, lidt risnudler og en håndfuld ristede peanuts.