Hvis I – ligesom mig – har fået lidt ekstra sul på sidebenene her under Corona, og gerne vil skrue lidt ned for alt det dér snacking (og samtidig gerne vil blive ved med det) – så er disse rugbrødschips lige sagen. Det kan også være, at du bare skal bruge lidt appetizere til din hjemmelavede hummus – eller ikke ved hvad du skal bruge dit tørre rugbrød fra sidste uge til. Så skal du lave rugbrødschips! Jeg købte faktisk et rugbrød bare for at kunne lave chips … og nu har jeg spist ½ rugbrød på 4 timer – det kan da ikke være andet end sundt?

 

Nok til 8 personer (eller bare til dig …)

 

Du skal bruge
½ rugbrød, ikke skiveskåret og mindst 12 timer gammelt
2 spsk neutral olie
En smule fint salt

Sådan gør du
Tænd ovnen på 160 grader.

Skær med en skarp kniv rugbrødet i meget tynde skiver – så tynde som du nu kan skære dem. Jeg bruger en kokkekniv og stryger den skarp på strygestålet, inden jeg går i gang. Men altså – chipsene behøver ikke at være ultra-tynde – de smager også pragtfuldt selvom de er et par milimeter tykke.

Læg skiverne på bagepapir på bageplader – de tynde sammen med de mindre tynde, så alle skiver på en bageplade bliver sprøde nogenlunde samtidig. Dup nu en smule olie på hver skive – jeg bruger en bagepensel men dupper kun let, så skiverne ikke bliver for olierede. Drys med en smule fint salt (flage- eller groft salt falder af) og sæt bagepladerne i ovnen i 8-20 minutter – det afhænger helt af, hvor tykke dine skiver er.

Tag chipsene ud når de er sprøde og evt. kerner i brødet har fået lidt farve, men inden de bliver svedne. Lad dem køle af på en bagerist og kom dem derefter i lufttætte beholdere.

Tips & Tricks
Rugbrødschipsene kan holde sig flere uger, men de er bedst indenfor et par dage.

Brug fx rugbrødschips som et element i en salat – det er en knasende fornøjelse midt i alt det grønne.

 

Skriv en kommentar!

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *